Strandgæst slog alarm: Børn i gummibåd så ud til at være i fare
Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix
Endnu en melding om børn i nød til havs ved nordjysk badestrand - lørdag aften blev der slået alarm ved Øster Hurup strand.
Endnu en melding om børn i nød til havs ved nordjysk badestrand - lørdag aften blev der slået alarm ved Øster Hurup strand.
For anden gang inden for bare fem timer lød alarm 112 med en melding om børn, der var i havsnød, da en strandgæst ved 20-tiden fortalte, at vedkommende var bange for, der var ved at ske en drukneulykke på stranden ved Øster Hurup.
Her var nogle drenge i alderen mellem 10 og 15 år ude i en gummibåd, og anmelderen mente at kunne se, at noget var galt. Dels var de langt ude, og dels mente anmelderen, at der pludselig manglede et barn i gummibåden.
Den store redningsaktion gik i gang. På få minutter blev en redningshelikopter alarmeret, to ambulancer blev tilkaldt, en lægeambulance stod stand-by, mens redningsstationer blev bedt om at sejle mod Øster Hurup, ligesom politiet naturligvis satte blink på bilen og tog afsted.
Da politiet når frem, finder man dog heldigvis ud af, at det hele er knap så dramatisk som først antaget.
- Det viser sig, at drengene ikke har problemer, og den ene drengs far er på stranden og opmærksom, ligesom han har en båd, han kan sejle ud til drengene i. Og det gør han så, ingen problemer, fortæller vagtchef hos Nordjyllands Politi, Karsten Højrup Kristensen.
Redningsaktionen blev derfor afblæst. I ligmed med en lignende alarm midt på eftermiddagen lørdag. Da ringede en bekymret strandgæst 112 og fortalte, at tre unge var i havsnød på Saltum Strand. Også her blev der sat gang i en stor redningsaktion, som heldigvis også kunne aflyses efter kort tid.