Studerende er vilde med konceptet - nu vinder Aalborg Universitet fornem pris
Se indslaget herover.
Aalborg Universitets ingeniørfakultet har vundet en anerkendt pris for arbejdet med tværfaglighed.
Byg en bil, en vindmølle eller noget helt tredje, og gør det sammen med nogle studerende fra en anden ingeniøruddannelse, end den du selv går på.
Netop dét er, hvad Freja Nielsen og Jonas Lindegaard Mikkelsens har gjort.
Freja Nielsen studerer Elektromekanisk Systemdesign, og i det tværfaglige projekt, hvor studiegrupper fra forskellige ingeniøruddannelser arbejder sammen på tværs af fagområder - kaldet leadENG - har hun sammen med andre kloge hoveder produceret en bil.
- For det første, så kan man lave noget, der er meget mere komplekst, og man kan samarbejde om noget, der er meget større, end dét vi ellers kunne have lavet. I ét projekt havde min gruppe slet ikke kunnet nå alt det her, men det kan man pludselig nå, når man er mange flere grupper, siger hun.
Jeg sad med på en online-konference og fik så den her nyhed om, at vi havde vundet guld i Europa, og det kunne man jo næsten ikke tro på
Mads Pagh Nielsen, studieleder, Institut for Energiteknik, Aalborg Universitet
Også Jonas Lindegaard Mikkelsen, der studerer ingeniørvidenskab, taler varmt om det såkaldte leadENG. I løbet af projektet har hans studiegruppe i samarbejde med ni andre grupper fra universitetet bygget en vertikalakset vindmølle.
- Vi er jo vant til de store, der står og snurrer den her vej rundt. Vi har så forsøgt at bygge en, der snurrer den anden vej rundt, fortæller han.
For ham giver den tværfaglige metode også god mening.
- Det er meget få produkter i dag, som kun ligger indenfor en faggren. For eksempel vindmøller i alle størrelser. Der går jo så mange mennesker fra forskellige faggrene ind i at få sådan en konstrueret så at kunne samarbejde på tværs af faggrene, det må klart være en fordel, siger han.
Bedst i Europa
Det er ikke bare de studerende, der er begejstret for det tværfaglige projekt. Aalborg Universitets ingeniørfakultet har nemlig vundet en anerkendt pris for arbejdet med tværfaglighed.
Prisen hedder Qs Reimagine Education Awards, og den går til Europas mest innovative uddannelseskoncept.
- Jeg sad med på en online-konference og fik så den her nyhed om, at vi havde vundet guld i Europa, og det kunne man jo næsten ikke tro på. Vi er utroligt beærede over at have vundet sådan en pris, siger Mads Pagh Nielsen, der er studieleder på Institut for Energiteknik på Aalborg Universitet.
QS REIMAGINE EDUCATION AWARD
QS Reimagine Education er en global, årlig uddannelseskonference og -konkurrence, som blandt andet indeholder en prisuddeling, hvor uddannelser, der fremmer studerendes læringsudbytte og jobperspektiver, hædres.
Som QS Reimagine Educations slogan siger, handler det om at ”reimagine education for a billion future learnes”.
QS Reimagine Education er for innovative uddannelses-entreprenører fra hele verden inden for alle uddannelsesområder. Her mødes startups, verdensledende universiteter, Chief Innovation Officers, academia, undervisere og andre stakeholders inden for uddannelser på universitetsniveau. Man skal være shortlistet blandt de 18 pct. bedste for at få lov at deltage.
I år løb QS Reimagine Education af stablen d. 5. til 8. december med både en virtuel del og fysiske dele i hhv. Kairo og Philadelphia.
I konkurrencen på tværs af kategorier vandt Aalborg Universitets leadENG-studenterprojekter europæisk guld foran NTU Kharkiv Polytechnic Institute, der blev hædret for sit innovation campus.
Læs mere på: www.reimagine-education.com/
Ifølge ham klæder konceptet de studerende godt på til dét, der venter dem i arbejdslivet.
- De krav der stilles til fremtidens ingeniører, og de krav de kommer til at arbejde med, det er i høj grad meget tværfagligt. Vi arbejder jo utroligt meget med bæredygtighedsdagsordenen, og hele bæredygtighedsdagsordenen er koblet op på tværs af forskellige fagområder. Så de studerende skal have noget viden om hinandens fagområder, så de kan forstå, hvad for en kontekst deres eget fagområde indgår i.
Studielederen håber, at den vundne pris kan bidrage til, at Aalborg Universitet i fremtiden får en endnu større tilslutning af elever på ingeniøruddannelserne. En ting er i hvert fald sikkert. Freja Nielsen ser gerne, at der fremadrettet kommer flere projektet af samme karakter.
- Jeg vil sige, at vi skal have mange flere leadENG-projekter, fordi det lige præcis virker så godt. Nogle gange kan man godt komme til at sidde lidt fast i den verden, der er herinde for universitetes fire vægge, så det er supergodt at få noget, der er så virkelighedsnært.