Studerende i opråb: Sætter kødproduktion en stopper for vores studiearrangementer?
Foto: Signe Gru / TV2 Nord
Kresten Laust Faaborg var selv glad for orienteringsløbet i Østre Anlæg, da han startede på Aalborg Universitet.
Studiekoordinator Kresten Faaborg ærgrer sig over, at han ikke kan afholde studiestartsarrangement i Østre Anlæg, når de nye studerende starter på Aalborg Universitet til september.
Det er svært at komme udenom en tur i Østre Anlæg, hvis man er studerende på Aalborg Universitet.
Men nu er den mangeårige tradition om studiearrangementer i parken blevet en tand mere besværlig.
For da tutorkoordinator på Software-uddannelsen Kresten Faaborg skulle booke parken til det årlige orienteringsløb på sit studie, fik han afslag af Aalborg Kommune.
- Vi fik at vide, at fordi der ligger en Tulip-fabrik i nærheden af Østre Anlæg og Karolinelund, så kan de ikke booke den ud mere, fordi kvoten er opbrugt, fortæller en ærgerlig Kresten Faaborg, der fortsætter:
- Vi synes, det er meget besynderligt, at en privat virksomhed kan have indflydelse på to, hvor ofte to kommunale parker kan udlånes. Vi studerende vil gerne have arealer til at lave arrengementer, hvilket kommunen plejer at bakke op om, men nu bliver vi afvist.
Lukket for bookninger resten af året
Aalborg Kommune forklarer, at afvisningen skyldes en sikkerhedsberegning. For den nærliggende Tulip-fabriks køleanlæg indeholder ammoniak – og i tilfælde af et udslip er der begrænsninger på, hvor mange personer der i gennemsnittet må opholde sig i området om året.
- Man går ind og siger; hvor meget må det her område belastes i gennemsnit i en given periode? Og hvis der så er 10 fredagskoncerter i Karolinelund og andre arrangementer, så ser man, hvor mange personer det så giver i beregningen? Og der er et maksimalt niveau for, hvor meget man må rumme i gennemsnit. Og det er jo så det, der går ind og rammer den her begivenhed i Østre Anlæg, lyder det fra rådmand ved By og Land i Aalborg Kommune, Jan Nymark Rose Thaysen, Venstre.
Betyder det så, at Østre Anlæg og Karolinelund ikke kan udlånes resten af året, hvis ikke arrangementet allerede er booket?
- Ja, det lyder sådan, er det korte svar fra rådmanden, der selv husker at have spillet fodboldi Østre Anlæg i sin tid på Aalborg Universitet.
Han forstår derfor de studerendes ærgelse over bruddet med traditionen.
- Jeg vil gerne efterprøve, om vi godt nok er der, hvor bægeret er fyldt, eller om der er en sikkerhedsmargin, siger Jan Nymark Rose Thaysen.
Foretrækker et område for dem selv
Da Østre Anlæg er en offentlig park, kan Kresten Faaborg og de nye studerende stadig møde op i parken på samme vilkår som andre.
Koordinatorerne vægter det dog højt, at de kan have et område for dem selv i de timer, og har derfor i stedet valgt at booke Sohngårdsholmparken til orienteringsløbet.
- Da jeg startede sidste år, var arrangementet i Østre Anlæg et af de gode. Så jeg er selvfølgelig lidt trist over, at vi ikke skal det, lyder det fra Kresten Faaborg, der tilføjer:
- Vi har fundet et andet sted, hvor de desværre ikke har nogle mål. Men det er også en hyggelig park, så jeg er sikker på, vi finder ud af det.