Studerende på boligjagt: Gode råd til din boligsøgning
Foto: Joakim Brader
Der er bygget mange nye studieboliger i Aalborg, og lige nu er der kamp om at få tag over hovedet.
Lige nu står 5400 studerende på venteliste til en kollegie- eller ungdomsbolig i Aalborg, og man kan selv gøre meget for at få tag over hovedet hurtigst muligt.
Nu går den vilde boligjagt i Aalborg. 7000 nye studerende er optaget på studier i Aalborg, og alene hos Anvisningen af Kollegie- og Ungdomsboliger (AKU Aalborg), står der lige nu knap 5400 på venteliste til at få tag over hovedet i studietiden.
Det kan måske virke uoverskueligt at være en blandt så mange boligsøgende, og hos nogle begynder boligpanikken måske at melde sig i takt med at studiestarten rykker nærmere.
AKU har derfor samlet en række gode råd, som kan øge boligsøgernes chancer for at få tag over hovedet, inden der bliver ringet ind til første studiedag.
Søger man bolig alene, anbefaler AKU Aalborg, at man tilføjer så mange etværelses- og halvandetværelses lejligheder som muligt til sin ansøgning. Da toværelses lejligheder først og fremmest tilbydes til par på ventelisten, kan der nemlig gå lang tid inden man som eneansøger vil få tilbudt en toværelses lejlighed.
Søger man som venner eller par bør man tilføje så mange toværelseslejligheder som muligt. Da tre- og fireværelses lejligheder fortrinsvis tilbydes par med børn, skal man nemlig ikke satse på at få tilbudt denne type lejligheder, hvis man er et par eller vennepar uden børn.
AKU Aalborg har også listet nogle få gode råd, der gælder alle dem, der søger kollegie- eller ungdomsbolig.
- Tilføj også meget gerne de handicapboliger, du finder i boligoversigten. Hvis vi ikke har handicappede ansøgere på ventelisten, vil de blive tilbudt øvrige ansøgere, der har skrevet sig op.
- Sørg for at søge bredt i boligoversigten, det vil sige også i områder udenfor Aalborg Centrum.
- Sørg generelt for at tilføje så mange boligønsker, som muligt - gerne 60-70 ønsker.
Et er selvfølgelig at søge bredt og håbe, at man hurtigt rykker op på ventelisterne, men man kan jo altså også selv være aktiv på boligmarkedet. Her anbefaler AKU Aalborg, at man benytter sig af diverse boligportaler eller søger bolig gennem Aalborgs boligselskaber. AKU formidler også udlejning af private værelser og lejligheder, og endelig formidler AKU også fremleje af kollegie. og studieboliger.
Slår boligsøgningen komplet fejl, skal man dog ikke frygte at ende på gaden. Aalborg Kommune har nemlig Tag-over-hovedet-garanti for nye studerende. Her kan man midlertidigt blive indkvarteret på Aalborg Vandrerhjem. Der er en række betingelser, man skal opfylde for at komme i betragtning til Tag-over hovedet-garantien. Eksempelvis gælder det kun studerende, der bor udenbys, og man er forpligtet til at være aktivt boligsøgende og tage imod de boliger, man får anvist. Du kan læse mere om Tag-over-hovedet-garantien her.