Succesfuld danselærers liv har ikke altid været en dans på roser
Portræt af Rikke Bruun-Mortensen fra Dance Action i Aalborg.
49-årige Rikke Bruun-Mortensens liv er dans. Men hendes eget liv har ikke altid været en dans på roser.
Rikke Bruun-Mortensen klapper begejstret i hænderne, mens pigerne på Ingstrup Efterskole hip-hop'er alt det, de har lært. Men Rikkes undervisning rækker ud over selve dansetrinene:
- Der er også nogle gange, hvor vi har en danseundervisning, hvor vi slet ikke danser. Så sidder vi bare og snakker og alt muligt. Man kan virkelig mærke, hun også har det der ungdomscoach i sig, siger 16-årige Kirstine Fuglsang Timm.
Hun suppleres af 15-årige Lea Müller Jeppesen:
- Og hun får virkelig alle de der følelser frem. Hun lærer en, hvordan man kan få følelser frem i dansen, og det gør hun igennem at snakke. Og det synes jeg er godt.
Krop og psyke hører sammen, og hvad psyken nogle gange ikke vil ud med, kan kroppen fortælle - og netop her kommer dansen ind i billedet. Derfor har Rikke valgt at bruge dansen sammen med sin coaching - en kombination hun kalder for danseterapi.
Danseterapi
19-årige Sofie er en af dem, Rikke har hjulpet videre med sin coaching. Sofie lider af angst, men har i dag overvundet de fleste af sine angstanfald, og det tilskriver hun blandt andet Rikkes coaching og, ikke mindst, personlighed:
- Hun er så åben, fortæller altid at det ikke er en selv, derer noget galt med, og at det ikke er ens egen skyld, at man sidder i de ting. Hun er åben, også omkring de ting, hun har været igennem, så man føler ikke, hun sidder og dømmer en.
Ingen dans på roser
De fleste ser Rikke som en energibombe, der er god til at motivere andre. Der var dog et tidspunkt, hvor Rikke ikke var på toppen. Dance Action var en stor succes og Rikke udvidede med det ene dansestudie efter det andet, og havde sammen med den daværende ægtemand både motionscenter og galleri. Så der var gang i den. Samtidig gik de og ventede på at få et barn. Men så gik det pludselig skævt for parret:
- Min eksmand kom kom lige pludselig hjem og lagde nøglerne og sagde: Det her, det kan jeg ikke - og så pakkede han sine ting. Og der stod jeg med alt, fortæller Rikke om det, der skulle blive hendes livs nedtur.
Rikke måtte vinke farvel til mand, dansestudier og økonomi. Men værst var det at slippe drømmen om at få et barn.
Nyt liv
I dag er Rikke helt ovenpå igen. Hun har skåret ned på antal dansestudier og valgt at koncentrere danseundervisningen til de voksne kvinder. Konceptet hedder BeYOU. Her nyder Rikke samværet med de voksne kvinder, der gerne vil lære at danse rigtigt.
Rikke har også fundet kærligheden igen. Med ham fulgte også to bonusbørn i teenagealderen.
- Jeg er bevidst om, når jeg skal trække mig, og hvornår jeg skal være på, og hvornår de har brug for mig og ikke for mor og far. Så jeg synes faktisk det går rigtig godt, siger den snart 50-årige og meget aktive Rikke Bruun-Mortensen, der er et levende bevis på, at dans gør godt for både krop og sjæl.
Se programmet Mit liv med Dans øverst i artiklen - eller på TV2 Nord Salto mandag 6. januar klokken 19.50.