Superbrandbil fra Aalborg slukker storbrand på Djursland

I over en uge har en brand hærget Novopan Træindustri i Pindstrup på Djursland, men med hjælp fra en superbrandbil fra Aalborg Flyvestation er branden nu slukket.

En kæmpe bunke med mere end 50.000 kubikmeter affaldstræ har den seneste uge stået i flammer på Djursland.

Derfor har det været nødvendigt at tilkalde yderligere forstærkning fra blandt andet Nordjylland.

- Det er en rigtig stor opgave, og det lokale beredskab har haft svært ved at klare det selv, siger Indsatsleder på Flyvestation Aalborg, Johan Brus Mikkelsen.

Han har været med til at indsætte den såkaldte "Crashtender" fra flyvestationen til at slukke branden, en brandbil der normalt bruges til at bekæmpe flybrande - hvis det skulle ske. Crashtenderen viste sig afgørende for at stoppe flammehavet. 

Særlig assistance

Brandbilen fra flyvestationen bruges under normale omstændigheder til flybrande, hvor den har en helt særlig funktion.

- Når vi arbejder med flybrande, så er det meget vigtigt at kunne lægge skum ud, siger Johan Brus Mikkelsen.

- Netop skummet fik stor betydning i forhold til slukningen af branden i Pindstrup. Skum dæmper og slukker flammerne på en meget effektiv måde, men trænger også længere ned i det brændende materiale i forhold til vand. Derfor blev der brugt skum i starten af indsatsen.

Forskellen på den store brandbil og en almindelig brandbil er, at den kan skyde en meget stor vandmængde ud på meget kort tid, og så kan den også skyde vandet meget længere end den almindelige brandbil, forklarer indsatslederen i videoen herunder:

Ifølge indsatsleder Johan Brus Mikkelsen er det en helt unik brandbil.

Arbejdede sammen på tværs

Superbrandbilen blev sat ind som en del af det nationale beredskab sammen med forskellige civile aktører. Også Aarhus Lufthavn, Flyvestation Karup og Flyvestation Skrydstrup har deltaget i slukningsarbejdet.

- For mig var det en stærk faglig oplevelse, og det var godt at opleve, at det store, sammensatte redningsberedskab virker, siger Johan Brus Mikkelsen.

Crashtenderen fra Flyvestation Aalborg

  • 600 hestekræfter på køremotoren
  • 200 hestekræfter på vandmotoren
  • Indeholder 1000 liter skum
  • Har to vandkanoner
  • Den store vandkanon kan smide 3000 liter vand i minuttet og har en rækkevidde på 70 meter
  • Den lille vandkanon kan smide 1000 liter vand i minuttet og har en rækkevidde på 40 meter

Har været i brug før

Superbrandbilen har også før været brugt til en voldsom brand. Det skete blandt andet under Seest-ulykken for 17 år siden, hvor der gik ild i en fyrværkerifabrik.

På Flyvestation Aalborg har man fem lufthavnsbrandbiler, eller Crashtendere, som de rigtigt hedder. 

Selvom de med næsten 20 år på bagen er ved at være nogle halvgamle køretøjer, så er de så stærke, at det ikke er et problem.

Den store maskine bemandes af op til tre fly-brandmænd, men den kan dog godt køres og betjenes af en enkelt person.


Seneste nyt

fra Nordjylland