Svensk magiker trynede Sønderjyske
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Felix Claar, der har spillet for Aalborg Håndbold siden 2020, forlader efter denne sæson klubben til fordel for Magdeburg i Tyskland.
Med 11 scoringer i lørdagens opgør satte Felix Claar en tyk streg under, at han bliver et stort tab for Aalborg Håndbold, når han skifter væk til sommer.
Lørdag aften var der Felix Claar, og så var der alle de andre i opgøret mellem Aalborg Håndbold og Sønderjyske Håndbold. Svenskeren hamrede mål i kassen efter behag, hvilket resulterede i, at Aalborg-mandskabet aldrig for alvor var presset, da de besejrede Sønderjyske med 36-33.
Svenskerens vakse fødder gav Sønderjyskes forsvar ualmindeligt store problemer, og de formåede aldrig at finde nøglen til at dæmme op for Aalborg-profilen.
Bagspilleren, der fra sommer skifter til tyske Magdeburg, var allerede i kampens begyndelse i hopla, og han var en stor del af årsagen til, at det nordjyske mandskab kunne gå til pause med en tremålsføring i den fulde hal nær den tyske grænse.
Ingen wake-over i anden halvleg
Fra anden halvlegs start lignede det, at Aalborg Håndbold ville punktere kampen, som det er sket så mange gange tidligere i sæsonen.
Holdet fik hurtigt opbygget en føring på seks mål. Sønderjyske bed dog fra sig, og særligt Noah Gaudin gjorde livet surt for Aalborg-defensiven.
Helt på omgangshøjde med Aalborg kom Sønderjyske aldrig grundet en ustyrlig Felix Claar, og en Mikkel Hansen som steppede op i slutminutterne og dermed tog Aalborg endnu en sejr.
Sejren betyder, at Aalborg Håndbold fortsat er ubesejret i Herre Håndbold Ligaen. Holdet topper rækken med 15 point i otte kampe.
Allerede onsdag møder holdet håndboldmastodonten FC Barcelona i verdens fornemmeste turnering, Champions League. Kampen spilles i Sparekassen Danmark Arena klokken 20:45.