Svensk medie: Allan Kuhn måske færdig som træner for Malmö FF
Selvom den tidligere AaB træner Allan Kuhn lige har skaffet sin klub Malmø FF et svensk mesterskab, så overvejer klubben angiveligt at fyre ham. Det skriver den svenske avis expressen.
Ifølge svenske expressen.se kan Allan Kuhn snart være fortid som træner for mesterklubben Malmö FF.
Okay, indrømmet - cheftrænere bliver aldrig i det samme job særligt længe, og lokummet kan hurtigt begynde at brænde under dem, hvis resultaterne ikke er helt så gode, som man lige havde forventet.
Men man kunne alligevel foranlediges til at tro, at det at vinde et mesterskab ville garantere én bare et par måneder mere i spidsen for et succesrigt hold.
Tro om igen.
Ifølge det svenske medie expressen.se er Allan Kuhn sandsynligvis snart fortid som træner i Malmö FF, selv om han netop har vundet det svenske mesterskab med klubben. Angiveligt har klubledelsen allerede været i kontakt med en stribe andre emner som afløser til posten som cheftræner.
Selv om Malmö FF har dundrende succes og går ind til 2017 med udsigt til Champions League-kvalifikationskampe har der alligevel været så meget uro og brok fra spillerne, at ledelsen nu ifølge den svenske avis søger andre muligheder end den succesfulde tidligere AaB-assistenttræner. Kritikken går på, at Allan Kuhn ikke har leveret en tydelig spilidé og et grundspil at falde tilbage på.
Allan Kuhn kom til Malmö FF i januar i år og overtog tjansen efter Åge Hareide.