Sygehuspatient idømt seks måneders fængsel: Røvede anden patient
Foto: Aalborg Universitetshospital
En 23-årig libanesisk mand skal seks måneder i fængsel for at have begået voldeligt røveri på Aalborg Universitetshospital Syd.
En patient på Aalborg Universitetshospital Syd blev om natten 7. juni udsat for et voldeligt røveri, da han lå i sygesengen efter en operation i benet.
En 23-årig mand fra Libanon, som var indlagt på nabostuen, sneg sig nemlig ind på patientens stue og stjal hans mobiltelefon. Senere kom den 23-årige igen ind på stuen, hvor han ifølge patienten slog ham på det opererede ben for at få patienten til at udlevere koden til telefonen.
Det fortæller Torben Kauffmann Sørensen, der er anklager ved Nordjyllands Politi.
Den libanesiske mand var under bevogtning af to betjente på sygehuset, fordi han ventede på at blive udvist af landet som følge af en dom for berigelseskriminalitet. De to betjente opdagede i første omgang ikke, at det var lykkedes den 23-årige at snige sig ind på nabostuen, men da de blev tilkaldt af patienten, fandt de hurtigt telefonen.
I retten forklarede den tiltalte, at han havde fået lov til at låne mobiltelefonen, så han kunne ringe hjem. Sådan lød forklaringen dog ikke fra patienten.
Udover patienten afgav en sygeplejerske og en politiassistent også vidneforklaring i sagen, og på baggrund af deres forklaringer vurderede retten, at der var tale om et røveri.
Den 23-årige blev idømt seks måneders fængsel, ligesom han blev udvist med indrejseforbud i seks år.
Han ankede straks dommen til frifindelse, og er fortsat varetægtsfængslet, fordi han skal udvises.