Taxachauffør stukket ned ved Jomfru Ane Gade
Foto: Søren Broust (Arkivfoto)
Arkiv.
En 38-årig taxachauffør blev natten til lørdag stukket ned af en mand, der følte sig provokeret af chaufføren, ved Jomfru Ane Gade i Aalborg.
En taxachauffør med base i Aalborg blev natten til lørdag stukket i låret af en mand mand ved taxaernes holdeplads i enden af Jomfru Ane Gade.
Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi Jess Falberg.
- Det er en noget træls sag, og vi har ikke så meget at gå efter. Episoden fandt sted omkring midnat, hvor gerningsmanden af ukendte årsager følte sig provokeret af taxachaufføren. Om det har været måden, chaufføren kørte på, eller hvad det har været, skal jeg ikke kunne sige, siger Jess Falberg.
Gerningsmanden stod i en gruppe og gik hen til taxachaufføren, skældte ham ud og stak ham herefter i låret med en kniv.
Taxachaufføren troede i første omgang, at manden kun havde slået ham, og han fortsatte derfor sin rute. Chaufføren fandt herefter ud af, at han var blevet stukket og kørte på skadestuen. Han er nu udskrevet igen uden større skader.
Nordjyllands Politi er nu gået i gang med at lede efter gerningsmanden, men ved ikke særlig meget om gerningsmanden. Jess Falberg oplyser, at politiet tror, at der er tale om en somalisk mand.
- Vi kan se en lille smule, af hvad der foregår, i taxaens kamera, men vi kan ikke se, hvordan gerningsmanden ser ud. Men vi har stadig nogle andre muligheder at gå efter, eksempelvis kameraerne i Jomfru Ane Gade, siger Jess Falberg.
Hvis der er nogen vidner, der har set, hvad der sket og eventuelt kan give et signalement af manden, hører Nordjyllands Politi gerne fra dem. De kan fanges på telefon 1-1-4.