Tidligere hotel bliver til ungdomsboliger og restaurant
Foto: Jan Sørensen
Arkivfoto
Magistraten i Aalborg Kommune har netop godkendt, at det tidligere Park Hotel på John F. Kennedys Plads inden længe skal huse 62 ungdomsboliger og en café eller restaurant.
Det tidligere Park Hotel på John F. Kennedys Plads i Aalborg er allerede i gang med lidt af en indvendig forvandling.
62 ungdomsboliger er på vej i det gamle hotel, der siden begyndelsen af 2016 er blevet brugt til at huse flygtninge. Og nu har Magistraten i Aalborg Kommune godkendt en tillægsbevilling til byggeplanerne for hotellet, der gør det muligt at åbne en café eller restaurant i stueetagen.
Aalborg Kommune støtter byggeriet med 5,8 millioner kroner.
De penge skal bruges til at sikre de i alt 62 ungdomsboliger, der bliver opført som 32 toværelses lejligheder på 48 kvadratmeter og 30 boliger på 31 kvadratmeter. De store boliger vil blive placeret med facade primært mod John F. Kennedys Plads, mens de mindre boliger vil få front mod Steen Blichers Gade.
Bygherren på projektet er VivaBolig.