Tiltalt erkender: Tilbudt 30.000 for at brænde hegnet ned foran Satudarah-klubhus
To mænd sidder torsdag på anklagebænken i en sag, hvor de er tiltalt for at have forsøgt at sætte ild til Satudarah-klubhus.
En 21-årig mand erkendte torsdag ved Retten i Aalborg, at han i maj forsøgte at sætte ild til hegnet ved rockergruppen Satudarahs klubhus ved Vodskov.
Den 21-årige fortalte under politiets afhøring, at han var blevet tilbudt 30.000 kroner for at brænde hegnet ned foran Satudarahs klubhus. Det kom frem i retten.
Ifølge anklageskriftet er den 21-årige sammen med en 31-årig mand tiltalt for at have forsøgt at sætte ild til klubhuset ved at have medbragt fem molotovcocktails samt en benzindunk til stedet. Ifølge anklageskriftet havde mændene til hensigt at kaste molotovcocktailsene mod klubhuset.
Det lykkedes dog ikke mændene at få startet en brand. Tre mænd kom løbende ud fra klubhuset og jagtede de to tiltalte, som flygtede fra stedet.
31-årig nægter sig skyldig
I retten kom det frem, at de tiltalte i forbindelse med flugten var involveret i et færdselsuheld i Limfjordstunnelen. Politiet blev kaldt til uheldsstedet og fandt de to tiltalte i umiddelbar nærhed af stedet.
Det er politiets opfattelse, at de to tiltalte har relationer til en anden gruppering end Satudarah.
Den 21-årige erkender sig skyldig i flere af tiltalepunkterne, mens den 31-årige nægter sig skyldig. Ingen af de tiltalte ønsker at besvare spørgsmål i retten.