To unge mænd idømt straf for kidnapning
To yngre mænd blev i dag frifundet for drabsforsøg, men idømt knap 5 års fængsel tilsammen for frihedsberøvelse og for at have skudt mod en tredje mand.
Skudepisoden udspillede sig på åben gade på Hadsundvej i Aalborg natten til den 21. marts sidste år. Her tømte de en ni millimeter pistol mod en 22-årig mand og holdt ham efterfølgende fanget flere timer i en skov.
Retten i Aalborg frikendte fredag de to 20-årige for drabsforsøg, men blev dømt skyldige i frihedsberøvelse. Den ene mand fik et år og seks måneders ubetinget fængsel og udvisning i seks år. Udover frihedsberøvelse dømmes han for vold og røveri.
Han anker dommen til en mildere straf og frifindelse af udvisningen.
Den anden mand fik tre års fængsel, fordi han også blev dømt for våbenbesiddelse og andre mindre forhold.
Overrasket over frifindelse
Anklagerfuldmægtig Malene Lund Andersen er tilfreds med hændelsesforløbet, som Retten i Aalborg har fremlagt, men hun er overrasket over bevisvurderingen og de dømte mænds frifindelse for drabsforsøg.
- Vi må hjem og se på dommen og vurdere, om der er noget her, der giver anledning til at anke dommen, siger Malene Lund Andersen.
Fundet med skudsår
Opgøret fandt sted kort før klokken 01.00 natten til 21. marts sidste år, og politiet kom på sporet af, at noget var helt galt, da de blev kaldt ud til noget, der lignede et færdselsuheld på Hadsundvej i Vejgaard.
Da betjentene nåede frem, fandt de en tom bil – men vel at mærke en tom bil fuld af skudhuller. Politiet satte derfor ind med en massiv efterforskning efter fundet af bilen, men der gik frem til kort før klokken 03.00, før der kom et gennembrud i sagen. Her fik politiet nemlig meldinger om, at en tilskadekommen mand var fundet på Vesterbro i Aalborg.
Der viste sig at være tale om en 22-årig mand, og hans skader bestod blandt andet i skudsår i den ene hofte. Han var ikke i livsfare og blev kørt til behandling på sygehuset.
Holdt fanget i skovområde
Den 22-årige var i forvejen kendt af politiet, og det kan have været en af årsagerne til, at politiet ret hurtigt var ude i offentligheden med en teori om, at der var tale om et internt opgør i det kriminelle miljø.
Politiet mener, at de to tiltalte efter skudepisoden kommanderede den 22-årige ud af bilen og ind i en anden bil, hvorefter de kørte ham til et skovområde i Aalborg. Her skulle de have holdt ham fanget frem til ved 02.30-tiden.
En halv time senere blev den 22-årige som omtalt fundet såret og hjælpeløs på Vesterbro i Aalborg.
Den ene af de to 20-årige er også tiltalt for vold mod offeret ved at have nikket ham en skalle, ligesom han er tiltalt for røveri mod den 22-årige, fordi han ifølge anklageskriftet tvang den 22-årige til at udlevere 200 kroner, mens han blev holdt som fange.