Træpiller udløste brand på foderstoffabrik i syv etager

En bunke træpiller udviklede natten til torsdag røg og sendte brandvæsenet på overarbejde i foderstoffabrikken Hedegaard i Nørresundby.

Korn- og foderstoffabrikken Hedegaard A/S i Nørresundby må indstille produktionen af en bestemt type træpiller, efter det natten til torsdag begyndte at brænde inde i et af fabrikkens anlæg.

Det fortæller indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab Niels Eltzholtz. 

Branden startede i en bunke træpiller i stueetagen, men spredte sig hurtigt videre gennem ventilationssystemet til hele anlægget og helt op i toppen af syvende etage.

- Vi er ved at have styr på branden nu og er ved at rydde op herude. Det ene anlæg har desværre taget skade og er nødt til at blive repareret, før de kan påbegynde produktionen af den type træpiller, men resten af fabrikken kører fint, siger Niels Eltzholtz. 

Indsatslederen fortæller, at branden var særligt vanskelig for beredskabet på grund af bygningen højde, og fordi branden havde spredt sig i flere lukkede rørsystemer.

Samtidig skulle brandvæsenet finde rundt i en røgfyldt bygning. 

I sidste ende fik brandvæsenet dog ilden slukket ved at hælde vand i fra toppen og derefter kvæle alle gløder med skum.

Brandvæsenet kørte med tankvogn, stigevogn, autosprøjte og ni mand. 


Seneste nyt

fra Nordjylland