Træskibsstævne kommer til Aalborg

I 2020 fyldes havnen i Aalborg af smukke træskibe, når byen skal være vært for Træskibs Sammenslutningens Pinsestævne.

Hvert år samles mellem 500-600 besætningsmedlemmer fra hele landet til Træskibs Sammenslutningens Pinsestævne. Et stævne som i 2020 kommer til Aalborg.

Stævnet har fokus på Danmarks sejlende kulturarv, og er det stævne i Danmark, der samler flest historiske fartøjer på et sted.

- Vi glæder os meget til at besøge Limfjordens hovedstad, hvor ikke mindre end 13 TS fartøjer er hjemmehørende, siger forretningsfører i Træskibs Sammenslutningen Merete Ettrup.

 Det er første gang, at stævnet, der har søgt forskellige byer siden 1971, kommer til Aalborg.

- Vi er rigtig glade for at Træskibs Sammenslutningen har valgt at placere deres Pinsestævne i Aalborg. Det betyder rigtig meget for byen, at vi får arrangementer af denne størrelse, og vi glæder os til at tilføje Pinsestævnet til rækken af store arrangementer i byen, siger Aalborgs borgmester Thomas Kastrup Larsen.


Seneste nyt

fra Nordjylland