Traktor kørte familie med lille barn af vejen
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
(Arkivfoto)
En familie med et 14 måneder gammelt barn var onsdag impliceret i et voldsomt trafikuheld.
En overhaling på Kystvej ved Dokkedal resulterede onsdag aften i et voldsomt trafikuheld, da en traktor svingede ind i en bil, som indeholdt en far, mor og deres 14 måneder gamle barn.
Politiet fik anmeldelsen om uheldet klokken lidt i 19:00 via 112 og hastede derefter ud til stedet.
Da familiefaren var ved at overhale traktoren og tilmed var kommet helt op på siden af den, svingede traktoren direkte til venstre ind af en sidevej og karambolerede i den forbindelse med bilen.
Bilen rullede efterfølgende rundt flere gange.
Ingen alvorligt tilskadekomne
Kvinden i bilen og det 14 måneder gamle barn blev straks kørt med ambulance til skadestuen, og meldingen er, at de ikke skulle være kommet noget alvorligt til, siger vagtchef hos Nordjyllands Politi, Mads Hessellund.
Den mandlige fører af bilen kørte politiet selv til tjek på skadestuen, da det ikke var nødvendigt med en ambulance. Føreren af traktoren var uskadt.
Nu skal politiet arbejde videre med færdselsuheldet for at finde ud af, om der er nogen, der har overtrådt færdselsloven, og i givet fald om der er nogen, der skal sigtes i sagen.