Transfervinduet står stadig på klem - AaB-direktør holder mulighederne åbne
- Pilen peger opad for AaB, siger direktør for Aab, Thomas Bælum.
Med bare et par uger tilbage af det nuværende transfervindue afviser AaB ikke, at der kommer til at ske yderligere udskiftning.
AaB fremlagde efter en fin sæsonstart et halvårsregnskab tirsdag med røde tal i bogen for de første seks måneder i 2021.
Alligevel var det en tilfreds direktør Thomas Bælum, der reagerede på tallene:
- Man er jo ikke tilfreds, når der er underskud. Men lige nu peger pilen opad i forhold til, at vi kan nå vores budgetter fremadrettet, lød det.
Klubben har haft et underskud på 1,6 millioner kroner. Underskuddet er ifølge direktøren forventeligt, med tanke på de udfordringer Corona har medført i forhold til afvikling af kampe - også uden tilskuere.
Transfervindue på klem
Samtidig er fodboldklubben kommet nogenlunde fra start i denne sæson med 8 point efter fem kampe. Der placerer AaB på en foreløbig 5. plads i superligaen. Særligt de to seneste kampe har været opløftende for fans af de rød-hvide.
- Fortsætter vi det her med fulde stadions og mange tilskuere, kan vi holde den udvikling både på fans-siden og den sportslige front, så ser det godt ud, siger Thomas Bælum.
Så når Superligaens transfervindue lukker om to uger, kan det godt være, AaB har foretaget yderligere udskiftninger:
- Vi er stadigvæk inde i et transfervindue, så vi ved ikke, hvad der kan ske, lød det fra Thomas Bælum.