Tre mænd fængslet for gruppevoldtægt i Aalborg
Foto: Henning Bagger, Scanpix
19-årig pige blev ifølge hendes anmeldelse voldtaget af tre mænd efter en bytur i februar. En af mændene er allerede fængslet og torsdag blev yderligere to varetægtsfængslet ved Retten i Aalborg.
Da en kvinde fra Aalborg-området sidst på natten den 18. februar ventede på bussen på Boulevarden i Aalborg, blev hun tilbudt at overnatte ved en mand, som havde adgang til en lejlighed på Park Hotel på John F. Kennedys Plads i Aalborg.
Kvinden, der var beruset, takkede ja til tilbuddet. Hun faldt i søvn og vågnede ved at tre mænd holdt hende fast og voldtog hende. Manden, der havde tilbudt hende overnatning, var ikke blandt de tre mænd, fortæller anklager Thomas Klingenberg fra Nordjyllands Politi.
- Det er en grim sag, siger Thomas Klingenberg.
7. marts varetægstfængslede politiet en 24-årig mand ved et grundlovsforhør for dobbeltlukkede døre. Han er sigtet for at være medgerningsmand til gruppevoldtægten.
Torsdag blev yderligere to mænd på henholdsvis 19 år og 23 år fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aalborg. De er sigtet for at have voldtaget pigen, der i dag er 20 år, sammen med den 24-årige. De er desuden sigtet for trusler om vold.
De to mænd nægtede sig skyldige ved det næsten fem timer lange grundlovsforhør. De blev varetægtsfængslet i tre uger, og har kæret dommen.
Alle tre mænd er af iransk herkomst, og en af mændene boede på værelset, hvor voldtægten foregik.
Park Hotel fungerer som gennemgangsbolig for flygtninge.