Tre mænd frarøvede 16-årig sin AaB-trøje på åben gade - nu er de tiltalt
Her ses spilleren Lucas Andersen iført sin AaB-trøje.
En dreng blev tidligere på året truet til at tage sin fodboldtrøje af og aflevere den til en gruppe af truende mænd.
En 16-årig AaB-fan fik i september stjålet sin trøje på Frederiks Allé i Aarhus kort efter Superligakampen mellem AGF og AaB.
Her var drengen blevet omringet af en gruppe mænd og ifølge Østjyllands Politi truet med vold, til han afleverede trøjen. Onsdag har Anklagemyndigheden rejst tiltale mod flere mænd i forbindelse med røveriet. Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.
Der er tale om tre mænd på henholdsvis 22, 24 og 25 år. De to ældste er desuden tiltalt for ulovlig tvang ved at have truet to af den 16-åriges venner, da de ville til at filme episoden med deres mobiltelefoner.
- En af vennerne nåede at filme en kort bid af hændelsen, men han blev ifølge tiltalen truet til at slette videoen igen, oplyser Østjyllands Politi.
Kampen løb af stablen i Aarhus den 17. september.
Video fik politiet til at gå ind i sagen
På den anden side af gaden var der dog andre, der filmede gruppen af mænd gå med den røde trøje i hånden.
Det fik politiet til at gå ind i sagen, som ledte til den forurettede 16-årige. Senere blev seks mænd sigtet i sagen, hvoraf fire blev varetægtsfængslet.
Alle fire er efterfølgende løsladt, mens der er rejst tiltale mod tre af dem.
- Efterforskerne har foretaget en række afhøringer og gennemgået en del videomateriale, og det er på den baggrund, at vi har vurderet, at der var grundlag for at tiltale tre af mændene for sammen med flere p.t. ukendte gerningsmænd at have stået bag røveriet, siger anklagerfuldmægtig Sara Hyltoft.