Tre nordjyder i spil til Årets Kok og Tjener
Foto: Torben Lykke Larsen (Arkiv)
Dennis Carlsen er den ene af to nordjyske kokke, der er med i finalefeltet til Årets Kok.
To nordjyske kokke og en tjener er med i finalefeltet, når titlerne Årets Kok og Årets Tjener skal uddeles til marts.
I alt er ti kokke og fem tjenere nu klar til finalen om de eftertragtede priser, Årets Kok og Årets Tjener.
Blandt de ti kokkefinalister befinder Dennis Carlsen fra Restaurant Bühlmann i Aalborg og Simon Derosche fra Canblau Tapasbar i Aalborg sig. De skal til marts kæmpe med de otte andre finalekokke om titlen.
I tjenerfinalen er der blevet plads til en enkelt nordjyde. Det er Simon Bjerre Pedersen fra Restaurant Tabu i Aalborg.
De i alt femten finalister blev fundet på Kold College i Odense søndag, og de skal den 21. marts 2017 kæmpe om sejren i de uofficielle Danmarksmesterskaber for kokke og tjenere.
I løbet af den fire timer lange konkurrence skulle deltagerne tilberede to retter ud fra en udleveret råvarekasse. Retterne skulle fremstilles til fem couverter, og målet var at imponere det stjernespækkede dommerpanel. Her sad blandt andre kokkekoryfæerne Per Hallundbæk og Bo Jacobsen, foruden den tidligere vinder, Thorsten Schmidt.
I tjenerkonkurrencen blev tolv håbefulde deltagere til fem, da semifinalisterne forsøgte at overbevise et dommerpanel ledet af sommelier på den tostjernede Michelin-restaurant AOC, Christian Aarø.
I semifinalerne skulle tjenerne blandt andet vise prøver på deres kunnen i en teoretisk prøve, menuforklaring, ost/øl, vinidentifikation, servietfoldning, mixologi, filetering og meget mere.
De fem tilbageværende finalister skal nu kæmpe om at overtage tjenertitlen efter Peter Pepke fra Restaurant Kong Hans i København, som blev Årets Tjener 2016.
Finalen i Årets Tjener afholdes sideløbende med kokkekonkurrencen den 21. marts næste år.