Foto: Pia Stuckert

Trillinger bag opfordring: - Pynt dit vindue og vis andre børn at vi klarer Coronakrisen

Norge og USA har allerede fulgt pigernes opfordring.

Trillingerne Camma, Johanne og Victoria fra Nibe er godt i gang med at skabe en trend blandt børn.

Pigerne på otte år opfordrer børn til at vise hinanden, at Danmark nok skal komme godt igennem corona-krisen.

- Vi kedede os bare, og så klippede vi lidt, og så kom ideen, siger Victoria Fage Krogh. De laver pynt med symboler af et hjerte, et flag og en globus. 

- Vi skal holde sammen i en tid, hvor vi ikke må være tæt sammen, siger Camma. 

- Så skal Danmark nok klare det, ja hele verden, supplerer søsteren Johanne. 

Trillingerne er otte år og tænker meget over alt det de hører om Covid-19.

  - Det er lidt uhyggeligt, siger Camma.

- Ja, man bliver bange for at man får det og dør af det, fortæller pigerne.   

Saks, papir og farvekridt er et godt mix, når forældre og børn skal sætte ord på, hvad der sker for tiden. 

- De har jo været lidt bange for det, og så er papirklip en god konkret anledning til at få det bearbejdet på, siger Troels Fage Krogh, der er far til trillingerne.  

- Børn tænker også over det, siger Camma.  

Selvom de kun er otte år, så har de styr på hvad coranavirus er, og hvor den blev konstateret første gang.  

- På et fiskemarked i Kina. Jeg ved også at Italien har mange smittede, fortæller Victoria. Der er flere gode grunde til at følge pigernes eksempel.

- Man kommer til at tænke på noget andet, siger Camma.  

- Jeg kan også helt klart anbefale det i en tid, hvor vi må holde sammen på trods af vi ikke kan være sammen, siger Troels Fage Krogh.

Flere børn har allerede taget imod pigernes 
opfordring. 

- Vi cyklede forbi vores venindes hus og der var pynt i vinduerne, fortæller Camma, Victoria og Johanne i kor og nikker alle tre ivrigt, da de bliver spurgt om de er stolte af deres påfund. 

 

  Foto: Pia Stuckert