Trods masser af ordrer: Stort byggefirma konkurs
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Normalt er DHK-Byg et tralvt tømrerfirma. I dag står bilerne stille.
Det er hverken inflation eller manglende opgaver, der har fået det store byggefirma til at dreje nøglen om.
- I en travl tid hvor alle løber stærkt for at følge med, skal der også være plads til at hygge sig.
Sådan skrev tre travle tømrere på DHK BYG's Facebookside tilbage i juli, hvor ordrebogen var fyldt, og samtlige 60 ansatte i det store byggefirma måtte løbe stærkt for at nå alle opgaverne.
I dag - tre måneder senere - er alle medarbejderne sendt hjem og firmaet taget under konkursbehandling.
- Ejeren har selv indgivet konkursbegæring af flere årsager. Han har med diverse rådgivere set helt ind i virksomheden og set, at hvis han fortsætter med at drive den som nu, vil det føre til endnu flere økonomiske tab, forklarer fra kurator Tim Rosenkrantz Buur fra Advokatfirmaet Vingaardshus i Aalborg.
En fyldt ordrebog
DHK-Byg ApS er stiftet af ejeren David Hald Kristensen i 2017, og har i en svær tid alligevel formået både at få masser af medarbejdere og opgaver til huset.
Og det er hverken på grund manglende opgaver eller inflation, at det ellers succesfulde byggefirma nu må dreje nøglen om. DHK-Byg har nemlig endnu masser af igangværende arbejde og kommende ordre, som kurator Tim Rosenkrantz Buur nu forsøger at finde ud af, hvad der skal ske med.
- Der er mange forskellige faktorer, der har været medvirkende til den her konkurs. Man tabte rigtig mange penge på én stor sag sidste år. Og så kan man have nok så mange ordre, men hvis likviditeten mangler, så bliver det en ond spiral af dårlig økonomi, og det er jo dyrt at drive forretning, siger Tim Rosenkrantz Buur.
Konkursbegæringen blev indsendt onsdag, hvor alle 60 medarbejdere bliver sendt hjem, og byggefirmaet taget under konkursbehandling ved Skifteretten i Aalborg.
Ny ejer
Men det er ikke sikkert, at alle medarbejdere skal ud og lede efter nyt arbejde.
Det er netop den ellers sunde forretning med de mange medarbejdere og opgaver, som gør, at man nu leder med lys og lygte efter en ny ejer til virksomheden, så den ikke ophører helt.
- Vi håber på, at vi kan få det solgt, og afsøger alle muligheder. Vi har nogle forhandlinger i gang, der stadig er fortrolige, men vi håber, at vi kan finde en køber, som vil beholde så mange af medarbejderne så muligt - for det er jo ikke opgaverne, man har manglet, lyder det fra kuratoren.
- De er alle berørte af situationen. Derfor arbejder vi på at finde en løsning. Vi håber, at alle kan blive - det er helt ideelt - men det er op til den nye køber, forklarer Tim Rosenkrantz Buur.