Foto: TV Midtvest

Uheld i rundkørsel gav trafikale udfordringer

To biler kørte sammen på Universitetsboulevarden i Aalborg Øst.

Lige midt i den værste myldretidstrafik kørte to biler sammen i rundkørslen ved Universitetsboulevarden/Th. Sauers Vej i Aalborg Øst.

- Der var i forvejen tæt trafik og køkørsel på strækningen, da de to biler kørte sammen, så det gav nogle trafikale udfordringer, hvor vi var nødt til at lede trafikken ad alternative ruter, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Per Jørgensen.

Uheldet skete klokken 15.40 og ved 16.30-tiden begyndte trafikken igen at glide normalt.

Vagtchefen oplyser, at to personer fra de implicerede biler efterfølgende klagede over smerter i nakken.