Uheld på E45: Begge spor spærret i nordgående retning

Bilister skal forvente forlænget rejsetid, hvis de skal nordpå ad E45 mandag morgen på grund af et uheld mellem Støvring og Svenstrup.

OPDATERET: Mandag morgen kort før klokken otte skete et færdselsuheld i nordgående retning på E45 nord for Støvring, der kortvarigt lammede trafikken på motorvejen.

Det meddeler Vejdirektoratet på Twitter.

E45 var i cirka 30 minutter spærret i nordgående retning på grund af et uheld, der var sket mellem afkørslerne 30, Støvring N, og 29, Svenstrup.

Ifølge Vejdirektoratet ville oprydningen efter uheldet først være afsluttet klokken 9, og alle trafikanter blev bedt om at finde alternative ruter.

Men allerede klokken 8.26 var de forulykkede køretøjer blevet flyttet til nødsporet, så det igen var muligt at komme frem på motorvejen. Bilister skal dog forvente forsinkelser og kø lidt endnu på strækningen.


Seneste nyt

fra Nordjylland