Uheld på motorvej: Bil med to børn ramte autoværn
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Nordjyllands Politi advarer i forbindelse med uheldet lørdag aften om glatte veje. Der saltes i Aalborg Kommune.
En bil med fire personer, hvor af de to er børn, er ved 19-tiden i aften kørt galt på E45 i nordlig retning ved afkørsel 28/Mariendalsmølle.
Det oplyser Nordjyllands Politi på det sociale medie Twitter.
Der er tale om et solouheld, hvor bilen er skredet ud og har ramt autoværnet i midten. Ved 20-tiden oplyste Nordjyllands Politi, at de fire personer i bilen - et forældrepar og to børn på et og tre år - efter omstændighederne har det godt. De to børn var i autostole, og alle fire personer i bilen havde sele på.
Samtidig advarer Nordjyllands Politi - ligeledes på Twitter - om at vejene i Aalborg Kommune er glatte, så derfor er saltbilerne begyndt at køre. Og politiet opfordrer alle til at køre forsigtigt, for vejene kan være glatte.
Vi har netop modtaget underretning fra Aalborg Kommune om at vejene saltes pga. glatføre - så vi opfordrer alle bilister til at køre forsigtigt og regne med at der er glat på vejene. Pas på derude - be careful outthere. #politidk
— Nordjyllands Politi (@NjylPoliti) January 4, 2020
Minuttet efter vi fik melding om der var glat indgik der via 112 melding om solo færdselsuheld på E45 i nordlig retning ved afkørsel 28/Mariendalsmølle Motorvejen i Aalborg. En personbil med mor/far og 2 børn i autostole er skredet ud og ramt ind i autoværnet i midten. #politidk
— Nordjyllands Politi (@NjylPoliti) January 4, 2020