Ulsted tiltrækker tilflyttere
Ulsted hitter blandt tilflyttere
I et par år har Ulsted i Vendsyssel kæmpet for at få flere tilflyttere til byen. Det er lykkedes.
I den lille by Ulsted i Vendsyssel bor der lidt under 1100 indbyggere. For et par år siden var borgerne bange for at byen ville dø hen, hvis ikke der blev gjort noget.
- Folk flytter fra og så står husene og forfalder. Så skulle vi gøre noget og det skal være nu, siger Søren Kjelgaard, som er talsmand for kampagnen ”Ulsted – Noget at byde på”.
Borgerne fik penge fra Ulsted Fonden til at lave en kampagne, som skulle tiltrække tilflyttere.
Kampagnen er en hjemmeside, hvor mulige tilflyttere kan finde oplysninger om byen og en video, der skal vise, hvad byen kan og hvilke muligheder der er. I de sidste to måneder har videoen også kørt i biograferne i Aalborg.
- Flere unge flytter til og vi har mangel på dagplejepladser. Det er jo dejligt. Det er en positiv udvikling. Det betyder, at der er borgere herude i fremtiden. Det er ikke kun pensionister, der sidder herude i usælgelige huse, siger Søren Kjelgaard.
Da kampagnevideoen blev skudt i gang for alvor var der 42 huse til salg i byen – det er nu nede på 32. Ifølge ejendomsmægler Mette Marie Pallisgaard fra Nybolig i Hals, så virker det i forhold til at lokke folk til.
- Man gør noget for at præsentere byens kvaliteter, og det er vi dybt afhængige af som ejendomsmæglere, siger hun.
Hvis andre byer vil gøre Ulsted kunsten efter, så koster det en del penge.
- Vi har fået omkring 750.000 fra fonden til det her projekt. Dem kunne vi ikke rejse på vores egen hånd, siger Søren Kjelgaard.
Aldersgennemsnittet i Ulsted er nu nede på 39 år.