Ultraløbers hjemmelavede aktivitetsspil bliver revet væk
Foto: Privatfoto
Corona-epidemien har i snart fire uger betydet at næsten alle børn og mange af deres forældre har været hjemme. Skolerne er lukket ned og undervisning foregår digitalt i behørig sikkerhedsafstand til lærere og skolekammerater. Det samme gælder ungdoms- og videregående uddannelser og daginstitutionerne kører også på allerlaveste blus hvor nødpasning er det eneste tilbud til forældre og børn.
Det betyder også at idrætstimerne, udeleg med alle kammeraterne og al holdsport i øvrigt er sat på ufrivillig pause og hvis mor og far skal arbejde hjemmefra er det ikke sikkert, man får rørt sig helt så meget, som man egentlig selv synes, man har brug for.
Den udfordring kender aalborgensiske Stine Rex. Hun er til daglig fitnesskoordinator i DGI-huset i Nordkrraft, men er af mange nok bedst kendt som den ultraseje ultraløber, der tilbagelægger kilometer i hundredevis som en af de allerbedste i verden.
Udviklede selv et vendespil
Hendes bud på en løsning, der kan være med til at få fysisk aktivitet ind i det, der egentlig er en helt ekstraordinær situation, men som også er ved at blive hverdag, er et vendespil. Et vendespil, der kan give høj puls og sved på panden hos både voksne og børn.
- Jeg opfandt egentlig spillet for et stykke tid siden, men var ikke kommet videre med det. Da vi så endte i den her situation med coronavirus, tænkte heg: Nu er det nu, vi gør det, fortæller Stine Rex.
Og som sagt, så gjort.
- Jeg kontaktede Jakob Risgaard fra Coolshop og han var vild med ideen, så nu har vi trykt 10.000 eksemplarer af spillet og Coolshop sender et eksemplar med ud til alle deres kunder, fortæller Stine Rex, der også selv deler de gratis aktivitetsspil ud til både højre og venstre.
- Når jeg er ude at løbe tager jeg en bunke spil med og afleverer dem i postkasserne hos dem jeg kender og så har jeg også stillet en kasse fyldt med spil ud foran vores hus som alle, der har lyst, kan komme og hente fra, fortæller Stine Rex, der spritter sine hænder af, inden hun pakker spillene ned i plastikposer.
- Og når jeg løber ud med spillene er det med sorte plastikhansker på, så der er styr på hygiejnen, fortæller hun videre og vurderer, at hun selv har stået for at i omegnen af 300 spil er kommet ud i Aalborg og forstæder.
Simpelt vendespil med præmie efter eget valg
Spillet i sig selv er ret simpelt. Brikkerne placeres på gulvet, græsset, fliserne eller lige der hvor man har tænkt sig at være aktiv.
- Og så tager man hver et kort og går igang så hurtigt som muligt, forklarer Stine Rex.
- Det kan være, der står: Lav 50 sprællemænd eller 20 squats og så skal man bare give den gas, siger hun videre. Vinderen er den, der får samlet flest kort i løbet af den tid, man har aftalt at spille.
Kortene er lavet på en måde, så der er nemmere træninger for børn end voksne og hvad præmien skal være, aftaler man helt selv.
- Vores børn vil gerne vinde, at de må sove i vores seng og jeg vil gerne vinde en fodmassage af Dan (Stines mand red.). Man aftaler helt selv, hvad præmierne skal være, men så er man jo også mere motiveret for at vinde.
Video: Se Stine Rex fortælle om hendes aktive vendespil
Deler ud ved Nordkraft
Spillet kan som skrevet fås i en kasse uden for Stine Rex' hjem eller som bonus når man handler ved Coolshop, men på mandag vil Stine Rex også dele spillet ud på Teglgårds Plads foran Nordkraft i Aalborg - naturligvis helt uden beregning og med hygiejnen helt i top.
- Nu har vi fået lavet 10.000 og så skal de da også bare ud i verden og gøre gavn, siger Stine Rex der er klar til at dele ud på mandag fra 10 til 12.
Teglgårds Plads i Aalborg: