Undersøger racismesag: - Lad os håbe, at det er en engangsforestilling
Foto: Mogens Jørgensen / TV2 Nord
Arkivbillede.
Aalborg Pirates tager stor afstand fra racistiske tilråb.
Fredag aften tog ishockeyherrerne fra Aalborg Pirates imod rivalerne fra Frederikshavn White Hawks i en testkamp i Sparekassen Danmark Isarena.
Her vandt piraterne opgøret med 5-3, men det har ikke været samtaleemnet dagen derpå.
I stedet har historien gået på, at der under kampen kom racistiske tilråb mod Frederikshavn White Hawks 23-årige svensker Jaeden Martin, der er mørkglødet.
''Sorte svin'', skulle en eller flere tilskuere have råbt ifølge Kanal Frederikshavn.
Hos Aalborg Pirates blev de under kampen gjort bekendt med de racistiske ytringer af Frederikshavn White Hawks, hvilket fik Aalborg Pirates til at reagere ved at få speakeren til at opfordre tilskuerne til at stoppe med det samme.
- White Hawks var meget opmærksomme på det. Der var ingen af vores folk, der havde hørt eller lagt mærke til noget, lyder det fra Aalborg Pirates' direktør Claus Holstein.
- Vi er derfor også interesseret i at høre, hvad White Hawks ligger inde med, hvad de har set, hørt, hvor det kom fra eller et eller andet. Det er det, vi forsøger at få konkretiseret lige nu.
Direktøren var ikke selv til stede under fredagens kamp, og derfor har han naturligvis heller ikke hørt noget, ligesom spillere, stab og andre repræsentanter fra Aalborg Pirates heller ikke har.
Det ændrer dog ikke på, at de tager stærkt afstand fra eventuelle racistiske ytringer.
- Det er simpelthen for primitivt, og vi tolerer ikke racistiske udtalelser. Vi har selv folk, der kommer udenlands fra, og det kan simpelthen ikke hjælpe noget det der, forklarer Claus Holstein, der også er klar til at få gjort opmærksom på, at det ikke er i orden.
- Vi tilbage og opfordre tilskuerne til, at man holder sig inden for rammerne for god opførsel.
Det vil ishockeyklubben gøre ved at nævne det til deres forskellige arrangementer, ligesom de vil kontakte formanden for fanklubben, og så vil speakeren også gøre opmærksom på det, ligesom han gjorde fredag aften.
- Så vidt, jeg er orienteret, plejer det at stoppe, og hvis det ikke gør det, slår vi noget hårdere ned på det, siger Aalborg Pirates' forholdsvis nye direktør, der tiltrådte i maj tidligere i år.
Han påpeger, at det er svært at finde frem til de skyldige, men at de normalvis ville blive bortvist, hvis det opdages.
- Lad os håbe, at det er en engangsforestilling, slutter direktør for Aalborg Pirates, Claus Holstein.