LIGE NU:

Ung mand kørte i havnen

Reddede sig selv, men bilen sank

En 26-årig mand fra Aalborg fik en ufrivillig dukkert, da han overså kajkanten ved Vestre Havnepromenade i Aalborg klokken halv otte torsdag morgen.
Den unge mand kørte direkte ud over kanten og ned i det iskolde vand.

- Til alt held når han at redde sig ud af bilen, før den synker, men bilen ender altså på bunden af havnebassinet, forklarer vagtchef ved Nordjyllands Politi, Poul Badsberg.

Den unge mand redder sig i land men er i sagens natur noget underafkølet og chokeret, så redningspersonale beslutter sig for at køre ham på Aalborg Universitetshospital, hvor der også udtages blodprøve, da politiet vurderer, at den unge mand kan have været påvirket under uheldet.
Efterfølgende gik en kranvogn igang med at hæve bilen.

- Vi kan jo ikke have sådan en bil liggende dernede på bunden, så vi har bedt Falck om at hæve bilen med det samme, siger vagtchefen.