Ung nordjyde med kometkarriere: Direkte fra Aalborg til Manhattan
Foto: Caroline Monin, TV2 Nord
Den unge nordjyde startede med at male, da han var 19. Fire år senere skal hans værker udstilles i New York.
Stuegulvet i den lille Aalborg-lejlighed er fuldt af malerpletter. Det samme er det tøj, 23-årige Nicklas Johannes Hovgaard har på.
Han er kunstner, og laver alle sine værker i sin lejlighed. På ganske kort tid er han allerede blevet et etableret navn i den kunstneriske verden.
Faktisk i så høj grad, at han nu skal udstille på Manhattan.
- Jeg har da haft mange branderter, hvor jeg har sagt til folk, at jeg skal nok skulle komme til New York. Det var jeg helt sikker på, men måske først når jeg var 35 eller noget. Slet ikke nu som 23-årig, lyder det fra Nicklas Johannes Hovgaard.
Nicklas har i mange år kæmpet med både Aspergers Syndrom og autisme. Han har altid været vild med at digte, men da han var 19 år, begyndte han i stedet at male.
Og det skulle vise sig at være en god beslutning. For bare tre år senere blev han spottet af gallerist Rasmus Peter Fischer fra galleriet HAGD, hvor han nu fast har sine værker udstillet.
- Det er jo helt vildt, det er gået meget hurtigere, end jeg havde turdet drømme om, siger den unge nordjyde.
IKEA om dagen, maler om aftenen
Nicklas Johannes Hovgaard arbejder som deltids-kunstner. Han er nemlig nødt til også at have et job i IKEA for at tjene penge.
- Når jeg går og skubber vogne på tiende time i IKEA, så husker jeg mig selv på, at der er en mening med det hele, siger han.
Men galleristen Rasmus Peter Fischer kan måske være med til at sætte en stopper for det. For det er ham, der nu har fået den unge nordjydes værker med til New York.
Her skal han være en del af en gruppeudstilling, når HAGD udstiller hos Morgan Lehman Gallery.
- Det er jo helt klart en milepæl i min karriere. Og jeg glæder mig da vildt til at se, hvad det kan bringe med sig, siger Nicklas Johannes Hovgaard.
Centralt i hans kunstværker er en figur, han kalder Racebrain. Han er primært fremstillet, hvor han står i centrum foran et publikum.
Nicklas Johannes Hovgaard vil ikke selv tolke på sine værker, men galleristen Rasmus Peter Fischer spår om, at værkerne måske kan afspejle en følelse, kunstneren selv bærer på.
- Det her med pludselig at stå i midten og blive set på af alle mulige, ligesom Racebrain gør i forskellige sammenhænge, sådan kan det måske være, det føles for Nicklas selv, fortæller galleristen.
Hvilke værker, der skal med til Manhattan, er stadig ikke bestemt. Ifølge kunstneren selv kan det være, de slet ikke er malet endnu.
- Jeg laver en masse ting, og så kommer Rasmus Peter Fischer herhjem for at vælge, hvad der skal med.
Værkerne skal udstilles til november. Nicklas Johannes Hovgaard håber, udstillingen vil sætte endnu et skub i karrieren.
- Jeg skal bare kunne leve af det her. Ikke så hurtigt som muligt. Men jeg vil bare gerne være kunstner på fuldtid, siger han.