Unge får hjælp til at stave: Når odrene hpoer og dnaser
For ngåle er det en lellæ errtitaåen, men for anbre kan det væræ mkeæt hæmmende.
Bogstaver bliver hurtigt trættende at læse for Karla Gram Overby. Hun er nemlig ordblind.
- Engang syntes man, at det var underligt, men nu er det jo meget normalt, fortæller hun.
Sammen med flere af sine klassekammerater i 9. klasse på Gug Skole har hun taget turen til Hovedbiblioteket i Aalborg - for at blive dus med sin ordblindhed.
Her var omkring 150 ordblinde børn og unge fra hele Aalborg onsdag samlet under projektet "Ord og Tal - Aalborg".
- Vi sætter fokus på den gode overgang fra grundskole til ungdomsuddannelse, så eleverne med ordblindhed afslutter 9. klasse på en god måde, fortæller konsulent Sisse Bech Henrichsen.
Eleverne har fået nemmere ved at være ordblinde, fordi der med årene er komme langt mere opmærksomhed på udfordringen og flere hjælpemidler.
- Lærerne er blevet bedre klædt på til at understøtte med strategier og give dem tekster digitalt, fortæller Sisse Bech Henrichsen.
Uddannelse med mennesker
På Ferslev Skole kan afdelingslederen også mærke, at springet fra datidens ordblinde og til i dag er stort.
- Man har i hvert fald, i teknologien, rigtig meget hjælp og støtte, så man kan ligestilles med sine kammerater, mener Mette Amdisen.
Selv mærker Karla Gram Overby heller ingen begrænsninger i sin hverdag. Alligevel kommer valget af uddannelse formentlig ikke til at falde på den boglige slags.
- Der er kommet meget godt styr på det. Men jeg vil lave noget med mennesker, jeg vil ikke sidde på et kontor en hel dag, lyder det.
Arrangementet "Ord og Tal - Aalborg" kører for 5. år i træk. Man forventer, det bliver gentaget næste år.