Unge lærer om bæredygtighed og verdensmål - og i dag om muslinger
I videoen kan du se hele mandagens indslag fra Aalborg Fjordhave.
Unge fra Ung Aalborg Uddannelsescenter havde i dag udskiftet undervisningslokalerne med udendørs aktiviteter. De unge var på jagt efter bæredygtige projekter, så i dag stod menuen på muslinger.
- Det smager godt.
Sådan lyder det fra Elham, som er fra Afghanistan, da han for første gang smager på en musling fra Aalborg Fjordhave ved Lindholm Strandpark.
Sammen med 20 andre 14- til 18-årige fra Ung Aalborg Uddannelsescenter var han i dag på jagt efter bæredygtige projekter og de 17 verdensmål under mottoet; 'Er der mad nok til alle i fremtiden?'
- Det er en stor udfordring for nogle af eleverne, siger lærer Mette Dahl Thellufsen fra Ung Aalborg Uddannelsescenter, der har taget eleverne med i Aalborg Fjordhave for at lære om muslinger. I sidste uge var det blandt andet larver, de hørte om, og om hvordan man også kan bruge dem til madlavning.
- Det er et såkaldt "hands on" på vandet og på land. De unge hjælper med at fiske muslinger op ad vandet og at gøre dem rene, mens andre elever er i gang med at tilberede muslingerne, så man kan få en smagsprøve.
Og Elham synes, det smagte godt, da først muslingerne var blevet kogt og tilberedt. Og han havde endda lært, at der er forskel på farvene på muslingerne.
Udover smagsprøver var frivillige fra Aalborg Fjordhave med eleverne rundt og fortælle om muslinger i fjordhaven, vise hvordan man åbner en musling, og især hvordan man renser muslingen, inden den kan spises.