Vagtchef: Klimaaktivister bliver løsladt igen

De ni aktivister fra Klimakollektivet, som lørdag trængte ind på Nordjyllandsværket og blokerede transportbåndet, bliver løsladt efter endt afhøring.

De ni klimaaktivister fra Klimakollektivet er netop nu i gang med at blive afhørt på politistationen i Aalborg, efter de lørdag morgen trængte ind og blokerede transportbåndet på Nordjyllandsværket ved at lænke sig fast til det.

Det fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi, Karsten Højrup Kristensen.

- Med lidt hjælp fra brandvæsnet fik vi overtalt aktivisterne til selv at løsne de lænker, de havde brugt til at blokere båndet, og nu sidder de til afhøring her hos os. Men jeg forventer, at de bliver løsladt igen, når de har afgivet forklaring, siger Karsten Højrup Kristensen.

Aktivisterne, som demonstrerede mod brugen af kul, bliver nu alle sigtet for overtrædelse af straffeloven - dels for ulovlig indtrængning og dels for at forstyrre forsyningssikkerheden.

 

På Klimakollektivets facebookside er der billeder og video, der viser de maskerede aktivister, der har lænket sig fast på Nordjyllandsværket. Klimakollektivet beskriver sig selv som et politisk kollektiv, der i ord og handlinger konfronterer årsagerne til klimaforandringer, og siden foråret har de kørt en større kampagne netop mod brugen af kul.


Seneste nyt

fra Nordjylland