Vanvidskørsel i Støvring: Biler og kørekort konfiskeret
Foto: Privatfoto (Arkiv)
To unge mænd er idømt fængselsstraf og har fået konfiskeret deres biler samt kørekortet, efter de kørte streetrace i Støvring tilbage i april.
To unge mænd på henholdsvis 19 og 24 år deltog i vanvidskørsel, da de i april 2017 kørte streetrace i Støvring.
Det slog Retten i Aalborg fast i tirsdags, da de to mænd blev dømt til 30 dages betinget fængsel og tillægsbøder på henholdsvis 6.500 og 11.000 kroner.
Udover det fik de to mænd frataget deres biler og fik konfiskeret deres kørekort i seks måneder. Det oplyser anklager Dorte Knudsen.
- De blev kendt skyldig i at have deltaget i kapkørsel og have ført et køretøj på en særlig hensynsløs måde, efter de kørte 129 kilometer i timen på en strækning, hvor man kun må køre 50 kilometer i timen, siger Dorte Knudsen.
Den 19-årige erkendte sig skyldig og modtog dommen. Den 24-årige nægtede sig skyldig og har allerede anket dommen.
Anklageren gik efter en ubetinget fængselsstraf, men den endte som betinget, dog med et krav om samfundstjeneste.