Varme hjerter: Frivillige laver julemiddag til udsatte
For andet år i træk bruger personalet på Restaurant Flammen i Aalborg en fridag på at lave julemiddag til socialt udsatte.
På Restaurant Flammen i Aalborg er der lys i vinduerne og stor aktivitet inden for. Der er ellers lukket i juledagene, men for andet år i træk har en gruppe af nuværende og tidligere ansatte valgt at bruge en fridag på at lave middag til socialt udsatte.
- Hele arrangementet her på Flammen, det handler om, at de her mennesker kan komme herind og få en aften, kun for dem. Det er en festaften for de inviterede – men også for os, forklarer Jeanet Nikoline Møller, mens hun dækker endnu et bord i restauranten.
Jeanet Nikoline Møller er tidligere ansat, men arbejder nu på det sociale værested Hjerterummet i Aalborg. Hun har været rundt på flere væresteder i byen for at opfordre brugerne til at komme til middag. Hun regner med, at der vil dukke cirka 80 op.
Maden er overskudsmad som blandt andet restaurant Flammen i både Aalborg og Viborg har i overskud, så det er ikke en traditionel julemiddag, men det en blanding af alt det gode mad, der var tilbage inden restauranterne lukkede ned for julen.
Og det har ikke været noget problem at finde frivillige:
- Sammenholdet her er så stærkt, så den her mulighed for at give det videre, og smitte andre med det, det er en kæmpe glæde at kunne gøre det her i juledagene, og vi hygger jo også selv med det, så det er rart, forklarer Lasse Christensen, der heller ikke arbejder i restauranten mere, men hellere end gerne bruger en fridag sammen med tidligere kolleger og de mange inviterede.