Venstre er klar med borgmesterkandidat i Aalborg
Venstre stiller Tina French op som borgmesterkandidat
Selvom der er et par år til næste kommunalvalg, så har Venstre i Aalborg deres kandidat til borgmesterposten klar.
Selvom kommunalvalget er et par år ude i fremtiden, så er Venstre i Aalborg klar med deres borgmesterkandidat.
Tirsdag aften holder Venstre i Aalborg opstillingsmøde, hvor de skal vælge partiets borgmesterkandidat til kommunalvalget i november 2017. Og der er kun én kandidat, der har meldt sig på banen, og det er den nuværende rådmand for Skoleforvaltningen Tina French Nielsen.
Til opstillingsmødet vil der, ud over Venstres medlemmer, være opbakning til Tina French Nielsen fra folketingsmedlem Preben Bang Henriksen, folketingsmedlem og gruppeformand Søren Gade samt Sundheds- og Ældreminister Sofie Løhde, skriver Venstre i en pressemeddelelse.
Tina French Nielsen har været aktiv i lokalpolitik siden 2006. Her var hun 1. viceborgmester i Nibe kommune. Efter kommunesammenlægningen i januar 2007, har hun fungeret som rådmand i Aalborg kommune. Tina French Nielsen var også borgmesterkandidat ved kommunalvalget i 2013.