Brandmænd hoppede i vandet: - Vi er kommet her for at vinde medaljer
Foto: Kristian Steve Kristensen
Vítor Dvorsak fra Brasilien er erfaren med medaljer og satser på flere.
Normalt er brandmænd i havet irreterende. Men tirsdag var brandmænd - af den menneskelige slags - fra hele verden hoppet i vandet i Nørresundby.
- Der er gang i den. Jeg kan godt lide det.
Ved et stort varmt vinduesparti tæt på vandkanten sidder Casper Kudahl tirsdag formiddag med en afgørende opgave. Derfor er hans fokus godt rettet mod en masse lister.
- De svømmer én gang hver, der er 16 heats, og vi har 33 svømmere i vandet.
Casper Kudahl er til dagligt brandmand i Aalborg, men tirsdag formiddag var de vante omgivelser på stationen skiftet ud med et gråt plastikklapbord i svømmehallen i Skansen i Nørresundby.
Han havde nemlig fået ansvaret for at holde styr på tiderne ved disciplinen Water Rescue ved brandmændenes OL, World Firefighter Games, hvor 11 forskellige nationaliteter er repræsenteret.
- Vi har en fra Iran. Jeg ved ikke engang, hvordan man skal udtale det.
Water Rescue er en vandrednings-disciplin, hvor deltagerne skal svømme en 50 meter bane og undervejs komme gennem tre forhindringer. I den anden ende skal de dykke ned på fire meters dybde, hente en dukke, som de til sidst skal bjerge 50 meter tilbage igen.
Rejst langvejs fra
Blandt de håbefulde deltagere er brasilianeren Vítor Dvorsak. Han har netop deltaget i en stor livredderkonkurrence i Australien, som resulterede i flere medaljer.
- Jeg vandt en guldmedalje der. To guldmedaljer, en sølv og en bronze, fortæller brasilianeren.
Men i Nordjylland er ambitionerne bestemt i blevet mindre.
- Vi er kommet her for at vinde medaljer. Guldmedaljer.
Vigtigere end en medalje
Men selvom det er fedt at vinde en medalje, er det at være hurtig dog godt af en langt vigtigere årsag.
- Jo hurtigere man redder en person, der ligger under vand, jo bedre er det egentligt. Hvis de ligger under vand, kan de jo ikke trække vejret. Så jo hurtigere de er til det, jo bedre er det.
Mens hans kolleger med speciale i vandredning er i vandet, er Casper Kudahl dog fint tilfreds med sin plads på overfladen.
- Jeg er bedre over vand end under vand, fortæller han.
Efter 16 heats er ræset slut, og Casper Kudahl kan langsomt slippe listerne og kuglepinden.
Denne tirsdag blev det dog ikke til en guldmedalje for brasilianeren, som med tiden 1 minut og 11 sekunder må se sig slået og nøjes med bronze.