Video: Nyfødt girafkalv på benene i Aalborg Zoo
Foto: Aalborg Zoo
Natten til lørdag fik Aalborg Zoo en ny beboer. Giraffen Frida fødte nemlig en kalv.
Natten til lørdag blev giraffen Frida mor for anden gang. Her fødte hun nemlig en kalv i girafanlægget i Aalborg Zoo.
- Det er en bette knejt. En bette han, siger en glad dyrepasser, Kenneth Madsen, til TV2 Nord.
Selv for de erfarne og rutinerede dyrepassere er det svært at sige, hvornår en giraffødsel går i gang. Det var det også denne gang.
- Vi har gået og holdt øje med Frida, men det er enormt svært at sige præcis, hvornår de føder. Der kan være en lang periode, hvor man tænker "nu er det nu". De er simpelthen så svære at læse, siger dyrepasser Kenneth Madsen fra Aalborg Zoo.
Aalborg Zoo får i gennemsnit 2-3 nye girafkalve om året, hvilket betyder, at den zoologiske have har fået mere end 100 girafkalve de senest 30 år.
I naturen
Når en giraf skal føde i naturen, vil den typisk forlade flokken, indtil kalven er på benene og har spist.
I Aalborg Zoo plejer proceduren da også at være, at de vordende mødre lukkes for sig selv.
- De store hangiraffer kan godt finde på at stjæle mælken, og det går ikke, for den første råmælk er rigtig vigtig for kalven.
Fødslen forløb helt normalt, kan dyrepasserne se på overvågningen, og nu er mor og kalv lukket for sig selv i de næste par uger.
- Så de andre "teenagehvalper" ikke stjæler mælken, siger Kenneth Madsen.
Navnepolitik efter Marius-gate
Mange husker historien om girafungen Marius, der gik verden rundt, fordi den skulle aflives. En historie som i dag har sat spor i dagligdagen i de danske zoologiske haver.
I Aalborg Zoo betyder det blandt andet, at de ikke længere navngiver deres dyr dansk-klingende navne som Preben, Malthe og Lars, men vælger navnene ud fra, hvilket oprindelsesland dyret har.
- Vi har en tradition for, at vi døber vores girafkalve noget afrikansk klingende, fordi de kommer fra Afrika, siger dyrepasser Kenneth Madsen til TV2 Nord og fortsætter:
- Vi har et projekt i Sydafrika, der hedder 'Black Mambas'. Det er et antikrybskytteprojekt. Gruppen består udelukkende af kvinder, så når vi får hungiraffer, døber vi dem efter en af de kvinder i antikrybskytteprojektet, fortæller Kenneth Madsen.
Hvad den nye hangiraf skal hedde, vides ikke endnu. Men når han bliver 3-4 år gammel, skal han indgå i det internationale avlsprogram og sendes til en anden zoologisk have.
- Og hvis det ikke lykkes, så er det løvemad. Men det er sjældent, at det sker. Det er ni ud af ti giraffer, vi kommer af med til andre haver, siger dyrepasser i Aalborg Zoo, Kenneth Madsen.