02:24

Dyr fra hele landet bliver behandlet for skader på Farstrup Vildtplejestation mellem Løgstør og Nibe. Unge med udfordringer hjælper til med plejen - en win-win-situation hvor mennesker hjælper dyr og dyr hjælper mennesker. Begge Farstrup Vildtplejestations ejere er dog alvorligt syge, og derfor er stedet nu sat til salg. Video: Daniel Mikkelsen

Vildtplejestation sat til salg: - Det har hjulpet mig til at tro på mig selv

Unge med udfordringer bliver hjulpet tilbage til livet på Farstrup Vildtplejestation, hvor de arbejder som plejere.

Sabina Hansen fra Aggersund kæmper med flere svære diagnoser. Hun lider af svær depression, ADHD og personlighedsforstyrrelse. 

Men Farstrup Vildtplejestation har hjulpet Sabina Hansen godt på vej til at kunne klare flere ting selv.

- Jeg har ikke kunnet tage en uddannelse. Jeg har ikke kunnet lave noget. Farstrup har hjulpet mig til at finde ud af, at jeg godt kan noget, siger Sabina Hansen. 

På vildtplejestation prøver de unge kræfter med at pleje og passe dyr.  Foto: Daniel Mikkelsen

Hjælper unge tilbage til livet

På Farstrup Vildtplejestation tager ejerparret Kristian Mosgaard og hans kone imod unge med udfordringer og hjælper dem tilbage til livet. Til gengæld hjælper de unge mennesker parret med at pleje og passe de dyr, som kommer ind på det lille hospital. 

- Dyrene snakker ikke grimt til en. Selvom de har en dårlig dag, er de ikke anderledes af den grund. De skal stadig passes, siger Sabina Hansen.

Igennem 15 år har Fastrup Vildtplejestation hjulpet både unge og dyr, men nu er det nedlagte landbrug sat til salg. Kristian Mosgaard er syg med kræft, ligesom hans kone også lider af en livstruende sygdom.

- Så vi er nødt til at kaste håndklædet i ringen og sige, at der må nye kræfter til. Vi har givet de unge mennesker livskvalitet. Vi har givet dem noget at stå op til. Men de har også givet mig en masse. De har givet mig en masse udfordringer og en masse livsglæde, siger Kristian Mosgaard.

På Farstrup Vildtplejestation bliver op imod 1000 dyr behandlet hvert år. Foto: Daniel Mikkelsen

Tvunget til lukning

Vesthimmerlands Kommune har, på trods af at Farstrup egentlig ligger i Aalborg Kommune, samarbejdet med vildtplejestationen igennem flere år.

- Der er højt til loftet, der er luft, og der er ikke ret mange mennesker. Hvilket kan være fint for mange, siger Lars Kildedal, virksomhedskonsulent hos Vesthimmerlands Kommune. 

Op mod 1000 dyr bliver hvert år forsøgt behandlet på vildtplejestationen, men det kan være slut nu.

- Vi leder efter nogen, der kan drive det videre, som det er. Både med dyrene og de unge mennesker, siger Kristian Mosgaard.

- Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle komme så langt, som jeg er i dag. Bare det at handle selv i en butik, kunne jeg ikke for nogle år tilbage, siger Sabina Hansen. 

  Foto: Daniel Mikkelsen