Villa udbrændt: Ældre dame måtte genhuses
En brand i en villa i Gistrup udviklede sig så voldsomt, så huset ikke var til at rede.
Nordjylllands Beredskab modtog fredag aften en melding om brand, i en villa, i Gistrup.
Allerede på vej ud til branden fik Nordjyllands Beredskab yderliger meldinger om, at villaen var overtændt.
- Det brændte ud ad vinduer, døre og op ad taget. Så det var en meget voldsom brand, siger Bent Pedersen, indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab.
Branden blev opdaget af den ældre dame, der boede i huset. Hun nåede heldigvis ud af huset uden skader.
Den voldsomme brand betød dog, at huset var totalt udbrændt, og den ældre dame derfor måtte genhuses.
- Stort set alle naboer og genboer tilbød sin hjælp med at genhuse den ældre dame, siger Bent Pedersen.
Ifølge indsatslederen modtog brandfolkene også solid opbakning fra nabolaget, i form af tilbud om vand eller sodavand, mens slukningsarbejdet foregik.
I sidste ende blev den ældre dame genhuset hos sin søn.
Nordjyllands Beredskab kunne forlade stedet klokken 22:30 efter et par timers slukningsarbejde.
Branden formodes at være opstået i køkkenet.