Ville stikke af fra politiet: Kørte mere end 200 km/timen
Foto: Ida Marie Odgaard, Scanpix
Arkivfoto.
En mand på motorcykel nåede at bryde færdselsloven mange gange fredag aften, inden han blev anholdt.
I Nørresundby spotter en patrulje fredag aften en motorcykel, som kører forbi med høj hastighed. Da politiet vil stoppe ham for at tale med ham om hastighedsgrænserne, sætter han farten op og forsøger at ryste patruljen af sig.
Patruljen eftersættelser motorcyklen, der kører på motorvejen igennem Limfjordstunnelen sydpå.
- Patruljen kører på et tidspunkt 200 km/timen. Og han kører hurtigere, for han lægger afstand til dem, siger Henrik Beck, der er vagtchef hos Nordjyllands Politi.
Manden er nu blevet anholdt og er i politiets varetægt, men han gav ikke let op. Han kørte ind og ud imellem bilerne på motorvejen, som kørte i de to spor.
- På et tidspunkt kører han også væk fra motorvejen, og ned på hovedvejen ved Svenstrup. I et par rundkørsler kører han så mod færdselsretningen, og så tilbage på motorvejen for at ryste patruljen af. Vi har flere patruljer i området, der er efter ham, siger Henrik Beck.
Manden på motorcyklen når ned i nærheden af Støvring.
- Her bliver han anholdt, da nogle borgere ringer ind og fortæller, at der går en person og trækker sin motorcykel. Jeg tror måske at han er kørt tør for benzin, siger vagtchefen.
Manden er mistænkt for narkokørsel, men er ikke blevet afhørt endnu.
- Vi er ved at strikke en række sigtelser sammen mod ham, siger Henrik Beck.