Kort Nyt

Vinder marathon i nordjysk jakkesæt: - Nu har jeg råd til en ny sofa

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Man må formode, at de tre nordjyder bag tøjfirmaet Shaping New Tomorrow havde armene over hovedet, da Martin Egebjerg Olesen som den første krydsede målstregen i søndags til HCA Marathon i Odense.

Hvorfor?

Fordi vinderen under hele løbet var iklædt fuldt jakkesæt fra det nordjyske modefænomen, SNT. 

- Jeg synes, det var en skør idé i starten. Men så tænkte jeg: Why not? Lad os se, hvad vi kan drive det til, fortæller 27-årige Martin Egebjerg Olesen om sin reaktion, da hans kammerat - sammen med Shaping New Tomorrow - kom med det spektakulære forslag.

Men pengeposen, han fik fra tøjvirksomheden, var da også en fristende faktor. Han vil helst ikke fortælle det præcise beløb, men kan da afsløre én ting:

- Som studerende falder pengene jo på et tørt sted, og så har jeg råd til en ny sofa, siger han.

Vil altid huske oplevelsen

Vindertiden på HCA Marathon var 2 timer, 27 minutter og 58 sekunder, og ved man lidt om løb, kan man af dét også udlede, at Martin Egebjerg Olesen er en erfaren marathonløber. 

Shaping New Tomorrow har siden sin spæde begyndelse i 2015 promoveret sig på at sælge "The Perfect Pants" - altså, "de perfekte bukser". 

Et slogan, Martin Egebjerg Olesen kun delvist kan tilslutte sig, når det gælder marathonløb.

Jeg synes, det var en skør idé i starten

Martin Egebjerg Olesen, vinder af HCA Marathon 2023

- Allerede inden start blev det meget, meget varmt. Men derefter gik det overraskende fint, og jeg fik ingen slidsår, lyder det om den ubetalelige reklame.

For to år siden blev han danmarksmester ved samme marathonløb i Odense, og selv om tiden i år var langsommere, går oplevelsen ikke i glemmebogen foreløbig. 

- Der var mere hep og support, end da jeg blev dansk mester. Men en fjollet idé i jakkesæt er åbenbart mere hr. og fru Danmark, fortæller Martin Egebjerg Olesen.

Igen & igen: Ny pyro-bøde til AaB

Det er ved at være reglen frem for undtagelsen, at AaB modtager en bøde for afbrænding af pyroteknik.

Klubben har nemlig fået en bøde på 40.000 for at brænde ti styks pyroteknik ad syv omgange i udekampen mod Randers.

Det er langt fra første gang, at klubben modtager en bøde for tilskueradfærd, da det er hele tiende gang inden for de seneste 12 måneder, at man igen må til lommerne af samme årsag. Det har Fodboldens Disciplinærinstans også lagt vægt på i deres seneste redegørelse.

Randers FC, der vandt kampen med 1-0, har også fået en bøde for afbrænding af pyroteknik. Den lyder på 10.000 kroner.

Salg af el-biler næsten fordoblet i Nordjylland

Salget af elbiler er i august steget markant sammenlignet med sidste år.

998 nye personbiler blev registreret i Region Nordjylland i august måned. Sammenlignet med sidste år er det et fald på 20 procent, eller 249 biler.

Modsat står det til med elbiler.

For af de 998 nyregistrerede biler er ikke mindre end 578 af dem elbiler. Sammenlignet med august sidste år er det en stigning på hele 47,4 procent.

- Det er fantastisk at se, at udviklingen holder momentum. Når elbilerne udgør en stor del af salget i både regionen og på landsplan, er det et klart tegn på, at vi er på rette vej i den grønne omstilling, siger administrerende direktør i Mobility Denmark, Mads Rørvig.

Samlet set stod elbilerne for 57,9 procent af de nyregistrerede biler i august i år. Sammenlignet med august sidste år stod de for 31,4 procent af det samlede bilsalg.

TV2 Vejret varsler stormende kuling - her skal du være opmærksom

TV2 Vejret er i øjeblikket ude med en varsling om, at der kommer stormende kuling mellem klokken 16 og klokken 07 onsdag morgen.

En front er på vej ind over landet fra vest og sammen med den kommer der ud over regn også kraftige vindstød.

Selvom det meste af Nordjylland går fri, så er Thisted på kortet over, hvilke kystområder der er varslet for.

Varsel om vindstød af stormende kuling langs flere kyster i eftermiddag, nat og onsdag morgen. Foto: GRAFIK: / TV 2 Vejret

I samme forbindelse er Vejdirektoratet ude med en varsling om kraftig blæst på Sallingsundbroen.

- Det forventes at aftage sidst på eftermiddagen, skriver man.

Uheld på hovedvej: 'Nedsæt hastigheden'

Opdatering klokken 15:30: Oprydningen er nu gennemført, og der kan nu køres i begge retninger.

Der er i skrivende stund sket et uheld på rute 11 fra Thisted mod Fjerritslev mellem Øsløs og Fjerritslev S.

Det fremgår af Vejdirektoratets Trafikkort.

Uheldsstedet er ikke sikret ifølge Vejdirektoratet, derfor beder man bilisterne om at nedsætte hastigheden.

Nordjysk folketingspolitiker får fire ordførerposter i nyt parti

Den tidligere minister for Det Radikale Venstre Christian Friis Bach får fire ordførerposter i Venstre.

Det skriver TV2 ifølge Ritzau.

Christian Friis Bach skal ifølge mediet være Europa- og EU-ordfører samt social- og handicapordfører.

Folketingsmedlemmet skiftede til Venstre tilbage i august i år.

- Jeg er særligt ked af at forlade mit gode bagland i Hjørring og Nordjylland, der har bakket mig op, og som jeg vil takke varmt, skrev han dengang.

Efter at Christian Friis Bach har skiftet parti, har Venstre fire folketingsmedlemmer, valgt i Nordjylland, hvorimod de radikale ingen har.