Vinylplader i stedet for koncerter

Fans stod corona-korrekt kø i Aalborg for at købe plader af bandet Psyched Up Janis, der har fået lavet et vinyloptryk af deres bagkatalog.

Det kunne til forveksling ligne køen til en Hjem-Is bil eller den økologiske grønthandler fra nabolaget.

Men i stedet for is og gulerødder var det en minibus proppet med musik, der ved middagstid holdt tæt ved Studenterhuset i Aalborg.

For det var punk-rock-duoen Psyched Up Janis, der var på besøg i Aalborg, hvor de fra bussen solgte det nye vinyloptryk af deres bagkatalog. 

Og med de helt korrekte to meters afstand stod fansene i kø for at få fingre i pladerne.

Jakob Jørgensen var dog ene om at repræsentere duoen, da Sune Wagner på grund af flyveforbuddet er blevet hjemme i Califonien.

Hvis ikke verden var blevet corona-ramt, skulle Psyched Up Janis sammen med Dizzy Mizz Lizzy og Bersærk her i weekenden have indtaget Royal Arena og Ceres Arena, men disse koncerter er udskudt til november.

Men for ikke at skuffe fansene har Psyched Up Janis valgt at besøge Danmarks fire største byer her i weekenden – og første stop var Aalborg.


Seneste nyt

fra Nordjylland