Virksomheder skriger på faglærte – men elektrikere kan ikke få læreplads
Foto: Jesper Bo Winther / TV2 Nord
I alt mangler 70 elektrikerelever i Nordjylland en læreplads - 52 i Aalborg og 18 i Hjørring.
52 elektrikerelever fra Tech College i Aalborg er i skolepraktik, fordi de ikke kan få en læreplads.
Virksomhederne har 45.000 ledige stillinger, som de ikke kan få besat. Sådan lyder det fra Dansk Industri, der har slået alarm og vil have hjælp fra politikerne.
På Tech College i Aalborg har de dog svært ved at forstå problemet. Lige nu er 52 af skolens elektrikerelever nemlig i skolepraktik, fordi ingen virksomheder vil ansætte dem.
- Det er træls. Vi vil gerne ud og lave noget rigtigt arbejde i stedet for at gå herude, siger Andreas Ringberg Holm, som er en af de elektrikere, der har måttet tage til takke med skolepraktik.
Selvom skolen forsøger at skabe forhold, der minder om dem, eleverne vil møde i den virkelige verden, er det svært.
Det er træls. Vi vil gerne ud og lave noget rigtigt arbejde i stedet for at gå herude.
Andreas Ringberg Holm, elev, Tech College Aalborg
- Vi mangler byggepladskulturen, og vi mangler rutineopgaverne. Vi hører fra mestrene, at eleverne mangler erfaring, når de kommer ud herfra, siger Michael Cavallius, der er skolepraktikinstruktør ved Tech College.
Virksomhederne svigter
Actas i Aalborg er en af de virksomheder, som prioriterer at have lærlinge. Lige nu har de 13, og de regner med snart at nå op på 20 styk.
Actas’ direktør mener, at man svigter det fælles ansvar for lærlingene, hvis man ikke tager dem ind. Han foreslår et krav om at virksomheder, der vil byde ind på offentlige byggeopgaver, skal have lærlinge.
- Det kunne være første step, for så kan man tvinge dem til det, hvis man skal have lov at byde på en opgave, siger direktør Jørgen Kronborg.
Vi hører fra mestrene, at eleverne mangler erfaring, når de kommer ud herfra.
Michael Cavallius, skolepraktikinstruktør, Tech College
Region Nordjylland og flere kommuner har allerede en politik om at virksomheder, som skal udføre byggeopgaver for dem, skal have lærlinge. Socialdemokratiet så gerne, at man også benyttede de såkaldte sociale klausuler ved Staten.
- Vi risikerer, at de her unge mennesker springer fra, fordi de ikke kan gøre uddannelserne færdige, siger det nordjyske medlem af Folketinget for Socialdemokratiet, Bjarne Laustsen.
I alt mangler 70 elektrikerelever i Nordjylland en læreplads - 52 i Aalborg og 18 i Hjørring. Og hvis telefonen pludselig ringer med tilbud fra en virksomhed, står eleven Morten Holst klar.
- Jeg er sgu frisk, siger han.