Voldsom brand raserer lagerhotel i Aalborg Øst

Søndag aften er der udbrudt brand i en bygning på Ved Dammen i Aalborg Øst.

Politi og brandvæsen er søndag aften massivt til stede ved en brand i en lagerhal på adressen Ved Dammen 11 i Aalborg Øst.

Her er udbrudt brand i undertaget på bygningen, og det sender store mængder røg op, fortæller TV2 Nords reporter på stedet.

Alarmen gik klokken 19.56, og Nordjyllands Politi sendte flere patruljer til stedet, siger vagtchef Henrik Beck.

- Vi frygtede, at ilden kunne brede sig fra lagerbygningen til nogle lejligheder, der ligger tæt ved, så vi brugte noget tid på at få evakueret beboerne, siger vagtchefen.

Heldigvis har ilden holdt sig til lagerbygningen, tilføjer Henrik Beck, der også kan fortælle, at ingen er kommet noget til ved branden.

Det er endnu for tidligt at sige, hvordan branden er opstået. 

 
 
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
 
 
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Seneste nyt

fra Nordjylland