ny w. Foto:
Opdateret: 11. juni 2021
Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Whisky for millioner: The Macallan Red Collection er for første gang samlet i Europa

- Vi er vant til at arbejde med sjældne flasker, men det er her yderst enestående, lyder det fra Rune Spliid, kommerciel direktør hos Rare Wine Invest. Foto: Katja Schlaikier

Ikke bare én, men hele to komplette samlinger af verdens mest eftertragtede whisky-kollektioner er nu landet på europæisk grund, nærmere betegnet i Nordjylland hos RareWine.

Der er tale om The Macallan Red Collection, som for første gang samlet på europæisk grund.

Og kollektionen er landet hos nordjyske Rare Wine, som ikke tøver med at kalde det en vaskeægte sensation.

- Det er næsten ikke til at forstå at hele kollektionen er samlet for første gang nogensinde i Europa, og sågar i to komplette samlinger. At det lige skulle være på dansk grund, er bestemt en sensation, men også resultatet af et langsigtet og målrettet arbejde fra vores indkøbsafdeling. Selv her i huset er det lidt af en drøm, der er gået i opfyldelse, fortæller Rune Spliid, der er kommerciel direktør i RareWine Invest.

TV2 Nord besøger Rare Wine, da den enestående kollektion bliver pakket ned. Se videoen:

Kernen i The Red Collection er Macallan 40 års, Macallan 50 års og Macallan 60 års, som er de ældste igangværende udtryk, som The Macallan nogensinde har udbudt.

De har i denne samling fået følgeskab af tre særlige gæsteudgivelser - nemlig Macallan 71 års, Macallan 74 års og Macallan 78 års, der er tre utroligt sjældne single-malt whiskyer, og blandt verdens ældste skotske whisky. Macallan 74 års og 78 års er de ældste aftapninger, der nogensinde er frigivet i The Macallan's næsten 200-årige historie.

110621 Whiskey 2. Foto:

De seks flasker går til sammen under navnet The Red Collection, og det er ikke helt tilfældigt. Den røde tråd starter med grundlæggeren Alexander Reid hvis efternavn på skotsk versioneres til ”den røde”.

I 1903 er destilleriet ejet af Roderick Kemp, og han valgte at sende The Macallan Choise Old Range på markedet pakket i kasser med røde labels, således de adskilte sig fra de øvrige udgivelser som blev pakket med sorte labels.

Næsten otte årtier senere sender man de på daværende tidspunkt ældste aftapninger på markedet med et rødt bånd. Det røde bånd på Macallan 1938, 1940 og 1950 markerede deres høje alder og værdi.

Hver af de seks flasker i The Red Collection er i en særlig præsentationsboks som er bygget af det samme bæredygtige europæiske egetræ som anvendes til The Macallans fade. Tilmed er boksen foret med bæredygtig rødt læder fra Bridge of Weir Leather, der leverer polstring til førende luksusbiler over hele verden.

Begge The Red Collections er allerede solgt

Ikke nok med at de enestående samlinger nu er komplette, så er der allerede fundet købere til begge kollektioner. I begge tilfælde er der tale om europæiske investorer, der hver har måtte betale en pris på godt fire millioner kroner for at tilføje dette unika til deres samling.

Selvom handlerne hører til blandt de mere spektakulære så er det ikke første gang, at RareWine sælger en whiskykollektion i dette prisleje. 

- Tilbage i 2018 havde vi fornøjelsen af at handle en anden af de mest legendariske whisky-kollektioner i verden, nemlig The Macallan Lalique 6 Pillars kollektionen som på daværende tidspunkt blev handlet til 3.300.000 kroner, og i dag er vurderet til små fire millioner kroner, fortæller Rune Spliid fra Rare Wine Invest.

Den stigende interesse for passionsdrevet investering i både vin og spiritus har også medført en enorm efterspørgsel på de mest attraktive varer hos RareWine Invest, heriblandt The Macallan Red Collection. 

Ifølge Rune Spliid skyldes den stigende interesse blandt andet den usikkerhed på aktiemarkedet som Covid-19 har været medvirkende årsag til.

- Det har medført at investorer i alle aldre søger mod mere stabile aktiver - herunder vin og spiritus, siger han og tilføjer:

- Tilmed så har de mange restriktioner også haft en positiv indvirkning på manges privatøkonomi. Sammenholder man det med, at flere banker har indført negative indlånsrenter, så skaber det incitament for at placere sine penge i alternative lavrisiko investeringer.

Det er ikke blot i Danmark at tendensen er klar, således har RareWine Invest set en fordobling i antallet af investorer fra alle dele af verden i løbet af det seneste år.

The Macallan er verdens dyreste whisky

Det er langt fra første gang at The Macallan trækker overskrifter, således er destilleriet fra det skotske Søhøjland også ophavsmænd til verdens dyreste whisky handlet på det åbne marked. I 2019 blev The Macallan 1926 handlet som den dyreste whisky i verden, da auktionshuset Sotheby’s solgte et eksemplar af den lille flaske til små 13 millioner kroner.


211125 Slagter Carlsen Casper Paulsen . Foto: Anna Bjørn / TV2 Nord

Slagter blev udsat for chikane: Nu skærper Folketinget chikane-straf

Foto: Anna Bjørn / TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Et bredt flertal er blevet enige om, at chikane mod personer, der udfører et lovligt hverv, skal skærpes.

En nordjysk slagter blev bombarderet med blod-, dynamit- og dødningehoved-emojis under billeder af sine børn, modtog falske anmeldelser på trustpilot og der blev lagt AI-genereret indhold med usande påstande om hans butik til offentligt skue på både Facebook og Youtube.

Og han er langt fra den eneste slagter, som har været udsat for chikane og trusler for sit arbejde som slagter. Blandt andet er Slagterens Smørrebrød & Delikatesse på Amager i København flere gange blevet overmalet med ordene 'STOP DRAB' og blevet kaldt mordere.

Politisk ændring

Det har nu fået et bredt flertal i Folketinget til at stemme for at skærpe straffen for chikane mod slagtere.

Allerede i november 2025 gik Justitsministeren ind i sagen om chikane mod den nordjyske slagter Casper Paulsen, og mente, 'at der er behov for ekstra værktøjer både til politiet og i straffeloven overfor dem, der udfører chikane mod dem, der udfører lovlige erhverv,' sagde han dengang til TV2 Nord.

Fremover har Folketinget nu besluttet, at politisk motiveret kriminalitet skal være en skærpende omstændighed.

Derudover bliver det nu nemmere for politiet at flytte demonstrationer væk fra butikker og restauranter, som kunne blive mål for politisk motiveret aktivisme.

Brancheorganisation har kaldt på handling

Det fremgår af en pressemeddelelse fra brancheorganisationen for fødevarevirksomheder, FødevareDanmark, som har efterspurgt en straf for denne type af digital chikane, som små forretninger sjældent har ressourcerne til at kæmpe med.

- Jeg vil gerne rose ministeren og forligspartierne for at tage problemet alvorligt og omsætte ord til handling. Jeg er naturligvis ikke så naiv, at jeg tror, skærpede straffe alene løser problemet med systematisk chikane og trusler, men Folketinget sender nu et klart signal om, at den slags hærværksaktivisme ikke accepteres i et retssamfund, siger Leif Wilson Laustsen, der er direktør i FødevareDanmark.

Hvad den præcise straf for eventuel overtrædelse vil være, fremgår ikke.

Ha' de vigtigste nordjyske nyheder lige ved hånden.