Zeidlers sidste ord i gangbang-retssag: - Sex og politik er altid en bestseller
Foto: TV2 Østjylland
Retssagen mod den tidligere kommunalpolitiker Per Zeidler nærmer sig nu sin afslutning, efter den tiltalte ekspolitiker tirsdag sagde et rekordlangt sidste ord i retten.
Ved enhver retssag får den tiltalte altid mulighed for at få det sidste ord i sagen, og det udnyttede den tidligere kommunalpolitiker Per Zeidler til fulde tirsdag morgen ved retten i Aalborg.
Han er tiltalt for at have tjent penge på at arrangere en række såkaldte gangbang-arrangementer i sit tidligere hjem i Mariagerfjord Kommune.
Ifølge anklagemyndigheden har han taget procenter af indtjeningen for arrangementerne – noget Per Zeidler dog nægter.
Fængsel skræmmer mig ikke
Per Zeidler, tidligere politiker
Det gjorde han også opmærksom på ved hans sidste ord i sagen, hvor indholdet fra de foregående retsmøder blev gennemgået med et kritisk blik i den 36 minutter og 40 sekunder lange enetale. Det længste sidste ord anklageren i sagen nogensinde har oplevet.
”Sex og politik er altid en bestseller”
Zeidler begyndte sin talestrøm med at sammenligne retsformandens blik på den anklagede – altså ham selv – med præstens blik på det syndende folk i kirken, inden han på skift langede ud efter pressen, retsvæsenet, domstolene, advokatstanden og en række af de vidner, der har været ført i retten.
- Det, jeg oplever her i retten, er en skueproces, fordi sex og politik altid er en bestseller, sagde den tidligere kommunalpolitiker blandt andet i sin uafbrudte talestrøm.
Særligt pressen og journaliststanden fik et par bevingede ord med på vejen fra 59-årige Zeidler, der uden tøven kaldte sagen for en hetz mod ham fra pressen, der i øvrigt, sagde han, alligevel nok skal fortælle, hvad man skal mene i denne sag.
Hvis jeg skulle ind, kunne jeg da godt tænke mig, at det var hen over efteråret eller vinteren
Per Zeidler, tidligere politiker
Men udover en heftig kritik af stort set alle involverede i retssagen – bortset fra ham selv, hans forsvarer og de vidner han selv havde bedt om at få indkaldt – så havde den 59-årige tidligere rufferidømte Zeidler også nogle bemærkninger, der relaterede sig til, hvad han er anklaget for.
- I de sager jeg er anklaget for, har jeg ikke modtaget de tyve procent. Gid jeg havde – var jeg lige ved at sige – for så havde jeg da fået noget ud af det – udover sjov, sagde Per Zeidler i byretten i Aalborg.
”Fængsel skræmmer mig ikke”
Undervejs i de(t) sidste ord kunne Per Zeilder heller ikke undgå at nævne, at han havde bemærket, at både de to domsmænd og retsformanden var kvinder.
- Der er ikke en mand blandt rettens dommere, men kun kvinder. Det kan jeg da tænke mit om, konstaterede Per Zeidler under sin tale.
Til sidst begyndte den tidligere kommunalpolitiker at forholde sig til den dom, han muligvis kan få senere tirsdag – selv mener han, at skal frikendes i sagen.
- Fængsel skræmmer mig ikke. Jeg er boligløs, og så ville jeg da kunne få tag over hovedet i et år og måske et værelse med et tv. Hvis jeg skulle ind, kunne jeg da godt tænke mig, at det var hen over efteråret eller vinteren, så jeg slipper for at sove i shelter eller telt i kulden, sagde Per Zeidler i retten.
Efter det rekordlange sidste ord fra den tiltalte trak retten sig tilbage. De skal nu votere og tage stilling til, om den tidligere kommunalpolitiker fra Østjylland skal kendes skyldig i rufferianklagerne mod ham, eller om han bliver frikendt.
Dommen ventes at falde omkring klokken 14.30 tirsdag eftermiddag.