Skolechef fik henvendelse om Gravenshoved for 12 år siden: - Der var ingen alarmklokker, der ringede

Tilbage i 2009 svarede Aalborg Kommune på en henvendelse om børnemishandling på Gravenshoved. Men der blev ikke gjort mere ved sagen.

- Jeg kan simpelthen ikke huske den sag.

Sådan lyder det i dag, da TV2 Nord spørger tidligere skolechef i Aalborg Kommune, Lone Vestergaard, ind til det svar hun gav en bekymret tidligere elev fra Gravenshoved på en henvendelse i 2009. 

- Jeg vil høre jeres mening om det her, og hvad jeres forslag er til, hvordan man kan gøre det godt igen for de elever, der gik på Gravenshoved Kostskole, lød det dengang i mailen fra den tidligere elev, der i detaljer beskrev seksuelle overgreb, én af eleverne på Gravenshoved Kostskole havde været udsat for.

I mailen blev der også henvist til en facebookgruppe med flere voldsomme beretninger om børnemishandling. Men kommunen gjorde ikke mere ved sagen.

Sådan lød svaret på henvendelsen fra den tidligere elev i 2009.
Sådan lød svaret på henvendelsen fra den tidligere elev i 2009.

En enkeltstående henvendelse

Det var tidligere skolechef i Aalborg Kommune, Lone Vestergaard, der var afsender på kommunens svar. Og i dag står den ikke frem i hendes hukommelse.

- Det har ikke været noget, der har sat alarmklokker i gang, forklarer hun.

- Vi har kørt en sædvanlig sagsbehandling på den og vurderet, at den var enkeltstående og svaret på det ud fra de forudsætninger.

Lone Vestergaad erindrer heller ikke, at man i kommunen talte om sagen som noget ekstraordinært.

René Vinding Christensen og Mie Hertzberg er nogle af de tidligere elever, der har stået frem med deres oplevelser af overgreb på Gravenshoved Kostskole.
René Vinding Christensen og Mie Hertzberg er nogle af de tidligere elever, der har stået frem med deres oplevelser af overgreb på Gravenshoved Kostskole.
Foto: Mick Knive Anderson

Beklageligt

- Det er jo en sag, der ligger langt tilbage. Det er jo en forfærdelig sag, og det er beklageligt. Jeg kan sagtens læse i medierne, hvor omfattende den kunne se ud til at være.

- Men det svar der ligger der, det er jo svaret ud fra det tidspunkt ud fra den enkeltstående henvendelse.

Der var ikke noget, hvor nogen tænkte: "Det er noget vi skal gå videre med, eller der er noget, vi lige skal have tjekket"?

- Nej. Vi har sagsbehandlet denne her henvendelse og vurderet den ud fra det. Jeg husker ikke andet, end at den blev håndteret og ikke fyldte andet i forvaltningen end det. Jeg husker ikke andre henvendelser på det her område.

Det er jo nogle voldsomme episoder, der bliver beskrevet i denne her mail. Grunden til, at man ikke reagerede, var det så, at skolen var lukket, og der var sat punktum?

- Jamen det kan jeg jo læse i afgørelsen, at det var sådan vi vurderede det. At det var en gammel sag, der lå langt tilbage.

Når du ser det i dag, er der så noget, du tænker, du ville have gjort anderledes?

- Når jeg ser, hvad sagen handler om nu, så er det klart, at det kunne være rigtig godt, hvis vi havde set alvoren i det dengang. Men det er jo ikke ud fra vores svar dengang, men ud fra, hvad jeg ser sagens omfang har nu, forklarer Lone Vestergaard.

- Det ser ud til, at der er en del alvor i det. Jeg fik jo kun præsenteret denne her enkeltstående henvendelse.

Gravenshoved-sagen

  • Gravenshoved Kostskole ved Haderslev var ejet af Aalborg Kommune fra 1964 - 1992.
  • Kostskolen tog sig af såkaldte adfærdsvanskelige børn, der mistrivedes i det skoletilbud, de befandt sig i.
  • Da kostskolen var ejet af Aalborg Kommune, var det typisk nordjyske børn, der blev sendt dertil.
  • Skolen kunne rumme 24 elever.
  • I 2009 modtog skolechefen ved Aalborg Kommune en klagemail fra en tidligere elev på kostskolen, men der skete ikke yderligere på daværende tidspunkt.
  • I sidste uge gik en gruppe tidligere elever til Skoleforvaltningen i Aalborg Kommune med 31 underskrifter, og beretninger fra tiden på kostskolen.
  • Tirsdag videregav Skoleforvaltningen ved Aalborg Kommune sagen til Syd- og Sønderjyllands Politi.
  • Forvaltningen har også igangsat en uvildig advokatundersøgelse, der skal kortlægge, om sagen har været håndteret hensigtsmæssigt.

Seneste nyt

fra Nordjylland