Talsmand for Gravenshoved-ofre: - Det vigtigste har været, at vi er blevet taget alvorligt
Hør René Vinding Christensens reaktion på Politiets afsluttede undersøgelse.
René Vinding Christensen er talsmand for omkring 80 tidligere elever, og han reagerer nu på Politiets afsluttede efterforskning.
- Politiet har været meget professionelle og anstændige i deres tilgang – og har efterforsket det som noget reelt, hvilket har betydet meget for rigtig mange af os.
Sådan lyder det fra René Vinding Christensen.
Baggrunden for udtalelsen er, at der er ikke blevet rejst straffesager på baggrund af anklager om vold og overgreb mod kostskolebørn på Gravenshoved.
Det slår Syd- og Sønderjyllands Politi onsdag fast i en pressemeddelelse. 120 elever, ansatte og pårørende over hele landet er blevet afhørt i sagerne.
- Da sagerne efter de gældende regler for forældelse ikke kan føre til en straffesag, er alle sager blevet afsluttet, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi.
Ser fremad
René Vinding Christensen kalder udfaldet forventeligt, og ser nu frem mod næste skridt, nemlig en uvildig advokatundersøgelse.
- Vi har stort ønske om, at nogen tager ansvaret og står ved, at der er sket nogle uacceptable ting, som ikke skulle være sket, fortæller han.
Bliver det et punktum for jer?
- For alle os handler det om, at vi kan slå en streg over det her og sige, nu har vi fået lov til at fortælle og blive hørt og mødt med respekt, som vi ikke fik dengang. Og at vi så derefter kan få lov til at gå videre med vores liv og sige, at nu gælder det fremtiden, slutter René Vinding Christensen.