Over 300 indstillet til Årets Nordjyde
Foto: Pressefoto
Nordjyderne har i stor stil nomineret andre nordjyder til prisen som Årets Nordjyde. TV2 Nord har modtaget over 300 indstillinger.
TV2 Nord har gennem hele januar modtaget indstillinger til prisen som Årets Nordjyde, og dommertrioen bestående af Rikke Nielsen, Pernille Vigsø Bagge og Ivan Pedersen får nok at se til, når de her i februar skal reducere feltet til otte nominerede, for vi har nemlig modtaget over 300 indstillinger til prisen.
- Det har været fantastisk at følge med i hvordan nordjyderne har taget Årets Nordjyde til sig og indstillet de nordjyder, de mener har gjort noget ekstraordinært for andre, til prisen, siger chefredaktør på TV2 Nord Ingrid Buch.
- Dommerne får over 300 indstillinger at se igennem, så de får kam til deres hår, og der er så mange gode og så mange forskellige personer, der er indstillet, at jeg tror, de får rigtig svært ved at reducere det til otte personer, fortsætter den tilfredse chefredaktør.
Hvem der er indstillet og for hvad kan vi desværre ikke afsløre, men feltet er meget bredt, og det var lige præcis det TV2 Nord håbede at se, da hele processen gik igang.
- Den ekstraordinære indsats kan være rigtig mange ting, og det kan vi se på indstillingerne også. Der er initiativrige og hjælpsomme nordjyder på den meget lange liste som vi aldrig selv havde opdaget, hvis vi havde ledt, så vi kan kun takke nordjyderne mange gange for deres hjælp, siger Ingrid Buch.
Årets Nordjyde 2016 kåres 30. marts ved et stort gallashow i Musikkens Hus i Aalborg. Det hele bliver sendt på TV2 Nord Salto og tv2nord.dk, men kan naturligvis også opleves i Musikkens Hus som publikum. Til showet optræder folkekære TV-2, de gale og gakkede The Powls, den lokale singer songwriter R. Noor og satireduoen Nyt Fra Jylland. Derudover optræder det musikalske medlem af dommertrion Ivan Pedersen med en sang skrevet specifikt til lejligheden.
Og så er der kommet et nyt navn på plakaten. Jonah Blacksmith er, trods det internationalt klingende navn, fra Thy og var i efteråret 2016 med Allan Olsen på turné rundt i landet. Det Thy'ske ophav fornægter sig ikke og Jonah Blacksmiths musik der indeholder både strengeinstrumenter, klaver og harmonika peger tilbage på brødrene Alstrups, der er bandets spydspidser, bedsteforældres dagligstue i Koldby.
Det er store vidder og forblæst natur i skøn forening kombineret med personlige og vedkommende tekster. Det er Jonah Blacksmith.